Fagforeninger: Prisstigninger vil påvirke overenskomstforhandlinger

To fagforeninger oplyser, at hvis det bliver dyrere at leve i Grønland, vil det påvirke overenskomstforhandlingerne.

- Vi ser naturligvis meget alvorligt på de konsekvenser, prisstigninger vil få for vores medlemmers hverdag. Sundhedsvæsenet har i forvejen store udfordringer med at fastholde personale, og vi har lige oplevet et massivt pres på vores medarbejdere under covid-19. Det siger formanden for Sundhedskartellet PPK, Ken Jensen til spørgsmålet om konsekvenserne af prisstigningerne, som er på vej dels som følge af manglen på råvarer, dels som følge af krigen i Ukraine, der især betyder, at hvedeprodukter bliver dyrere.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

- Hvis vi oven i et presset arbejdsmiljø, også står overfor, at samfundet bliver endnu dyrere at leve i, så er det uden tvivl noget, vi skal have med til vores overenskomstforhandlinger, siger han.

- Du bliver ikke rig af at arbejde som sygeplejerske, ergoterapeut eller i vores andre faggrupper. Så hvis leveomkostninger stiger, er vi simpelthen nødt til at sikre, at vi ikke skræmmer en i forvejen hårdt prøvet arbejdsstyrke væk fra de sundhedsfaglige fag, siger Ken Jensen til Sermitsiaq.

Også lærernes fagforening Imak vurderer, at prisstigningerne kommer til at påvirke overenskomstforhandlingerne. Formanden for Imak Elna Heilmann siger til Sermitsiaq:

- Imak synes det er trist, at der er opstået krig i Europa. Man kan ikke undgå, at mærke på det alle måder. Selvom vi er langt fra krigen, er det vigtigere, at vi står sammen i et fællesskab for at kunne hjælpe andre, som står i nød. Men, når det er sagt, så var der allerede advarsler om prisstigninger fra forskellige steder inden krigens udbrud. Det gør, at Imaks nye overenskomstaftale fra sidste år blev udhulet med prisstigninger med det samme, og det er vi virkelig kede af, siger Elna Heilmann.

Læs mere i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS