Fagforbund varsler strejke mod atlantruten

Hvis Air Greenland ikke når til enighed med deres flymekanikere, lukker flytrafikken til og fra Grønland ned fra den 9. april, siger fagforbundet Dansk Metal.

Dansk Metal har varslet konflikt mod atlantruten, som Air Greenland beflyver med sin Airbus Norsaq.

Forhandlinger mellem Dansk Metal og Air Greenland er gået i hårdknude.

De to parter er uenige om vilkårerne for en ny overenskomst for flymekanikere, og derfor varsler Dansk Metal konflikt mod Air Greenland fra den 9. april.

Det oplyser Dansk Metal i en pressemeddelelse.

Ifølge Dansk Metal har Air Greenland svaret igen ved at lockoute alle flymekanikere fra den 11. april. Det vurderer fagforeningen vil lamme transporten internt i Grønland.

Ifølge Dansk Metal skyldes konflikten, at fagforeningen ikke vil aceptere en reallønsnedgang:

Vil ikke acceptere udhuling

- Vi forsvarer vores medlemmers realløn. Derfor kan vi under ingen omstændigheder acceptere, at vores medlemmers løn bliver udhulet, når virksomheden har en stærk økonomi. Medarbejderne har været med til at skabe den værdi, og det er nu, de skal mærke det. Vi er klar til at strejke, hvis Air Greenland ikke rykker sig, siger forbundssekretær og forhandlingschef i Dansk Metal, Keld Bækkelund.

Han siger videre, at fagforeningen ikke ønsker at ramme indenrigstrafikken:

- Vi ønsker ikke at ramme indenrigstrafikken i Grønland, og vi beklager meget, at det grønlandske folk nu bliver ramt. Det er alene Air Greenlands beslutning. Vi har udelukkende varslet strejke på den transatlantiske rute, siger Keld Bækkelund.

Der er ikke varslet nye mødet mellem parterne. Sermitsiaq.AG arbejder på en kommentar fra Air Greenland til sagen.

Varsler strejke for to mekanikere

Keld Bækkelund uddyber overfor Sermitsiaq.AG, at fagforbundet har varslet strejke for to mekanikere som efterser og vedligeholder atlantflyet Norsaq.

Spørgsmål: I siger, at Air Greenland tager befolkningen som gidsler i sagen. Gør I ikke også det, når I varsler konflikt mod atlantruten:

- Det synes jeg ikke, fordi der er alternativer til atlantruten. Passagerer kan flyve med en anden flyver over Island. Vi lukker ikke ned for flyvningen mellem Danmark og Grønland.

- Når Air Greenland lockouter resten af vores medlemmer, der arbejder i Grønland og servicerer flyene der, så lukker de ned for al indenrigsflyvning, siger Keld Bækkelund. Ifølge forhandleren drejer det sig om cirka 70 flymekanikere, der rammes af lockouten.

Keld Bækkelund siger videre, at fagforbundet håber på en dialog og forventer, at begge parter vil blive indkaldt til Forligsinstitutionen i Danmark.

- Vi håber på en dialog, så det ikke bliver nødvendigt at strejke, siger Keld Bækkelund.

Powered by Labrador CMS