Færre udvalgsmedlemmer i spil

Regeringspartierne lægger op til, at medlemmer i udvalg reduceres fra syv-mands udvalg til fem-mands udvalg. Det leder til lukkethed, mener Tillie Martinussen fra Samarbejdspartiet.

Obs: En kommentar fra Atassuts formand, Aqqalu Jerimiassen er tilføjet den 30. maj klokken 8.15.

Siumut, Nunatta Qitornai og Demokraterne lægger op til, at man barberer to medlemmer væk i samtlige udvalg. Fra at være syv medlemmer i udvalg, skal der være fem medlemmer i udvalg fra i dag.

Når udvalgene på ny konstitueres i dag på grund af koalitionsændringen, vil der højest sandsynligt ikke længere være udvalg med syv medlemmer.

Formandskabet har nemlig modtaget en anmodning om, at alle udvalg skal være med fem medlemmer, og at der ikke nedsættes syv mands udvalg. Man satte antallet af medlemmer i visse udvalg op, som konsekvens af, at der kom flere partier, for at sikre inklussion af så mange som muligt.

3-2 til koalitionen

Når udvalgsmedlemmerne bliver barberet ned, betyder, det at færre partier får mulighed for at sidde med ved bordet. Før var fordelingen fire medlemmer af koalitionen og tre fra oppositionen. Nu bliver den 3-2 til koalitionen.

Samarbejdspartiets eneste medlem i Inatsisartut, Tillie Martinussen mener, at dette udspil leder til mere lukkethed i det politiske arbejde:

- Det er 100 procent et forsøg på at kvæle andre folkevalgte og få alt kritik til at forstumme. Magtmisbruget er totalt, lyder det fra Tillie Martinussen.

- Det skal forestille at være et demokrati det her. Men det ligner i virkeligheden flertalsdiktatur mere og mere.

Også Atassuts formand, Aqqalu Jerimiassen er kritisk overfor færre medlemmer i udvalgene.

- Det modvirker en åben debat og fjerner mindre partiers indflydelse. Mens antal af Naalakkersuisut bliver flere, reduceres antallet af udvalgsmedlemmer. Atassut er imod dette udspil, lyder det fra Aqqalu Jerimiassen.

Kvæler kritiske røster

Samarbejdspartiets fungerende formand kritiserer i stærke vendinger det nye koalitions manøvre, som hun mener, kvæler kritikernes meninger.

- Hvis man kan kvæle modstand på denne måde, hvordan så, hvis I giver udtryk for modstand? Selv hvis I ikke støtter os, så rammes jeres demokrati hårdt på denne måde. Hvorfor skal alting skjules fra kritikere og opposition? Det lugter langt væk. Og er uacceptabelt, lyder det fra Tillie Martinussen.

Nye medlemmer af udvalg drøftes i Inatsisartut netop nu under et lukket punkt.

Powered by Labrador CMS