Færøske stemmer er talt op: Begge blokke får ét mandat

Venstre og Socialdemokratiets færøske søsterpartier har fået et mandat hver i Folketinget efter valg.

Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin og Anna Falkenberg fra Sambandspartiet i valglokalet i Torshavn, Færøerne. Valgdagen på Færøerne er blevet fremrykket en dag, fordi den 1. november er officiel mindedag for de færinger, der har mistet livet til søs.

Alle stemmer på Færøerne er mandag aften talt op.

Begge færøske partier bevarer deres mandater i det danske folketing efter valget, hvilket betyder ét mandat til hver blok i Folketinget.

Ét mandat er endt hos Sambandspartiet, og ét mandat er endt hos Javnaðarflokkurin.

De to partier er henholdsvis søsterparti til Venstre og Socialdemokratiet.

Støtter søsterparti

Færingerne gik allerede mandag til valgurnerne for at vælge de to færøske repræsentanter i det danske folketing.

Anna Falkenberg fra Sambandspartiet fik 2973 personlige stemmer. Partiet indgår i Venstres folketingsgruppe.

Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin fik 3804 personlige stemmer.

- Vi støtter vores søsterparti og peger hermed på Mette Frederiksen som statsminister, siger Sjúrður Skáale.

Folkeflok gik tilbage

Begge var på forhånd spået gode muligheder for at komme i Folketinget.

Valgets store taber blev den konservative Folkeflok, der gik meget tilbage. Partiet fik 15,5 procent af stemmerne.

Det fjerde store parti på Færøerne, der opstillede til valget til Folketinget var Tjódveldi, der ønsker færøsk suverænitet. Tjóðveldi fik 18,1 procent af stemmerne - en lille tilbagegang.

Yderligere to små partier stillede op til folketingsvalget. Framsøkn fik 3,4 procent af stemmerne og Midterpartiet 4,5 procent.

1. november er sørgedag

Færingerne gik til folketingsvalg en dag, inden valget afholdes i Danmark. Det skyldes, at den 1. november er sørgedag i Færøerne for dem, der i det forgangne år har mistet livet på havet.

Færingerne plejer normalt at gå til folketingsvalg på samme dato som i Danmark.

Anna Falkenberg overtager sin bedstefars plads i Folketinget, da 78-årige Edmund Joensen ikke genopstiller.

Det er blot anden gang siden 1953, at en kvinde er valgt til Folketinget på Færøerne. Det var i 2001, da Lisbeth Petersen fra Sambandsflokkurin blev valgt.

Powered by Labrador CMS