Gå til hovedindhold

Færøsk toppolitiker taget for spirituskørsel

Formanden for Folkeflokken og landsstyremand for finansanliggender, Jørgen Niclasen, er blevet taget for at køre bil påvirket af alkohol.

Jørgen Niclasen bekræfter over for internetmediet Vp.fo., at han træder tilbage som landsstyremand som følge af en sag om spritkørsel.

Folkeflokkens partiformand oplyser, at han havde drukket om aftenen og havde taget bilen den efterfølgende morgen for at købe morgenbrød. På turen blev han standset af politiet, og alkoholtesten viste, at han stadig væk var påvirket.

Ifølge Vp.fo venter Jørgen Niclasen på resultatet af blodprøven.

- Det var en fejltagelse, og jeg tager konsekvenserne af det. Jeg beder befolkningen om undskyld for min fejltagelse, erklærer Jørgen Niclasen.

Har ventet i seks dage

Jørgen Niclasen har ikke udtalt sig til andre medier end Vp.fo.

Andre medier kan berette, at han blev taget torsdag i sidste uge. Først onsdag (16. februar) underrettede han partiet og henvendte sig til lagmanden for at fratræde posten som landsstyremand.

Folkeflokkens formand i lagtinget, Christian Andreassen, siger, at han først fik kendskab til sagen onsdag, og nu skal partiet drøfte konsekvenserne.

Et formandsvalg ligger og venter. Partiet indkalder til landsmøde så hurtigt som coronasituationen tillader det.

I forvejen har der været uro i partiet, og flere har været utilfredse med formanden Jørgen Niclasen. Partiet er splittet i to grupper, efter at oppositionsforslaget om medmødre blev vedtaget i lagtinget før jul.

En del af partiet mener, at det er blevet alt for konservativt.

Lagmanden Bárður á Steig Nielsen (Sambandspartiet) bekræfter overfor Kringvarp Føroya, at han heller ikke vidste besked om spirituskørslen før onsdag.

Erfaren politiker

Jørgen Niclasen er en erfaren politiker. Han kom for første gang i lagtinget i 1991 som 22-årig. Første gang som stedfortræder, og siden 1994 har han været valgt til lagtinget.

Jørgen Niclasen har været landsstyremand for henholdsvis fiskeri, udenrigsanliggender og finansanliggender i to omgange. Han har været formand for Folkeflokken siden 2007.

Landsstyremedlemmer kan ikke være medlem af lagtinget, så Jørgen Niclasen har orlov. Det vides ikke på nuværende tidspunkt, om han genindtræder i lagtinget eller stopper sin politiske karriere helt. 

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER