Gå til hovedindhold

Færøerne tager vigtigt udlændingeskridt

I fremtiden bliver det de færøske myndigheder, som træffer afgørelser om opholdstilladelse på Færøerne.

Det færøske landsstyre har igennem længere tid arbejdet med at overtage udlændingeområdet. Det var noget koalitionen mellem Javnaðarflokkurin (Socialdemokraterne), Framsókn og Tjóðveldi (Republikanerne) satte sig for, da de kom til magten i september 2015.

Udlændingeområdet er ikke overtaget endnu, men et vigtigt skridt i den retning bliver taget nu. Det færøske udenrigsministerium og den danske regering er blevet enige om, at Færøerne overtager forvaltningen af afgørelserne om opholdstilladelse.

- Det er et skridt i den rigtige retning. Det er denne del af udlændingeområdet, som er mest aktuel for os, siger Poul Michelsen, Framsókn, landsstyremand i udenrigsanliggender.

Vil overtage hele området

Færøske myndigheder er i dag høringspart hos danske myndigheder, når det gælder arbejds- og opholdstilladelse på Færøerne. I forbindelse med familiesammenføring, opholdstilladelse for studerende er det ikke altid, at færøske myndigheder får at vide, hvem der får opholdstilladelse, og hvem der ikke får.

Ifølge den nye aftale kommer Færøerne til at tage beslutning om, hvem der får opholdstilladelse.

- Vi får forbedret vores kompetencer på udlændingeområdet, og det er et vigtigt skridt i forberedelserne til den samlede overtagelse af udlændingeområdet, som også handler om grænsekontrol. Overtagelsesarbejdet fortsætter, siger Poul Michelsen.

Kan sætte andre krav

Udenrigstjenesten på Færøerne beretter, at i første omgang bliver kravet for at rejse og opholde sig på Færøerne ikke ændret.

I en kommende lagtingslov om integration kan færøske myndigheder sætte som krav for at få permanent opholdstilladelse, at udlændinge har tæt tilknytning til Færøerne og derfor skal opfylde visse sproglige krav, foruden af have indsigt i færøsk kultur og samfund.

Overtagelsen skal ske 29. juli i år. Samme dag åbner lagmanden lagtingsåret.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER