Færøerne møder Danmark i fodboldlandskamp

Danmark og Færøerne skal spille testkamp i herrefodbold den 27. marts i Herning. Danmark forbereder sig til EM i sommer, og Færøernes nye landstræner forbereder landsholdet til Nations League i efteråret.

Landskampen bliver blot den fjerde landskamp mellem Danmark og Færøerne

Landskampen er en testkamp og er blot den fjerde landskamp mellem Danmark og Færøerne. Danmark skal deltage i EM slutspillet hjemmebane.

Det bliver Åge Hareides sidste kampe med det danske landshold.

Anderledes er det på Færøerne. Svenskeren Håkan Ericson har taget over efter Lars Olsen, som har været landsholdstræner på Færøerne fra 2011 til udgangen af 2019.

Udover kampen mod Danmark, så skal Færøerne også spille testkamp mod Andorra 30. marts.

- Jeg glæder mig at komme i gang som færøsk landsholdstræner, og jeg er spændt til disse to kampe. Som svensker er det altid noget særligt at møde Danmark, og det er ikke mindre specielt for færinger og Færøerne, siger Håkan Ericson.

Flere forberedelseskampe

Håkan Ericson blev landstræner på Færøerne i december sidste år. Han er mest kendt for at træne det svenske U-21 landshold, og i 2015 blev han europamester med holdet.

Han har ikke haft mulighed for at træne med det færøske landshold endnu, og holdet kan kun være fire gange sammen inden kampen mod Danmark.

Udover testkampene mod Danmark og Andorra skal Færøerne spille to testkampe i juni mod Island og en modstander, som ikke er fundet endnu.

I september skal Færøerne spille Nations League, hvor Færøerne kan komme i gruppe sammen med Gibraltar, Letland, Lichtenstein, Andorra, Malta og San Marino. Disse lande skal deles i to grupper.

Kompetent modstander

Færøerne har tre gange spillet mod Danmark. De to lande var i samme gruppe første gang, Færøerne var med i EM-kvalifikationsturneringen. I den første kamp i Parken i 1990 vandt Danmark 4-1, og året efter vandt Danmark 4-0 over Færøerne.

I 2000 spillede Færøerne og Danmark en venskabskamp på Færøerne, og Danmark vandt 2-0.

Danmark har altid ligget langt foran Færøerne på ranglisten. Danmark forbereder sig til EM-slutspillet, hvor danskerne er i gruppe sammen med Finland, Belgien og Rusland. Første kamp for Danmark er imod Finland 13. juni.

Da Færøerne ikke har været i nærheden af at kvalificere sig til hverken et EM- eller VM-slutspil, kunne man tro, at det ikke er optimalt for Danmark at spille mod en modstander, som ligger langt fra deres placering på ranglisten. Men det er ikke opfattelsen hos den danske landstræner.

- Det bliver godt at få samlet holdet igen, og med testkampen mod Færøerne tager vi for alvor hul på et vigtigt forår frem mod EM til sommer. Vi ser frem til at møde et kompetent færøsk mandskab, siger Åge Hareide.

Fire dage efter kampen mod Færøerne møder herrelandsholdet England på Wembley i London.

Powered by Labrador CMS