Gå til hovedindhold

Færinger får forbud mod at lave maleri om til urskiver

Kunstneren Tal R får nedlagt forbud mod at en færøsk kunstnerduo klipper i hans værk, som de har købt for at lave det om til ure.

Kunstneren Tal R har i dag, mandag i Sø- og Handelsretten fået nedlagt et midlertidigt forbud mod, at kunstnerduoen Letho kan klippe i værket "Paris Chic" og bruge det til urskiver.

Det er Tal R, der har malet billedet, men de to færinger Dann Thorleifsson og Arne Leivsgaard, der udgør Letho, har købt det af ham for 600.000 kroner.

Deres idé var at klippe maleriet i små stykker og bruge stykkerne til skiver i ure, som så skulle sælges for 10.000 kroner stykket. Men det er en krænkelse af Tal R's ophavsret, mener han.

For at forhindre at maleriet blev ødelagt, inden ophavsretsspørgsmålet blev afklaret, har Tal R bedt retten om at nedlægge et midlertidigt forbud mod at forvandle værket til ure.

I sidste uge fremlagde parterne deres synspunkter i Sø- og Handelsretten, og efter at have tænkt over sagen er dommer Mads Bundgaard Larsen nået frem til, at der skal nedlægges et forbud.

Kunstnerduen " forbydes at opskære, klippe eller på anden måde ændre maleriet "Paris Chic" til brug for fremstilling, markedsføring og udbud af ure i Danmark", hedder det i kendelsen.

Teknisk set er forbuddet rettet mod urfirmaet Kanske Denmark, men her indgår de to færinger i ejerkredsen.

Tal R er en af landets mest anerkendte kunstnere, og han nyder også anseelse i udlandet. Han fortalte efter retsmødet i den forgangne uge, at det er færingernes idé om at tjene penge på hans værk, der nager ham.

- Det er ærgerligt, at man skærer et maleri op for profit, sagde han til DR efter torsdagens retsmøde.

Og i en mail til Politiken har han sagt:

- Jeg ser det som nogen, der forsøger at tjene penge og få opmærksomhed ved at lave et produkt ud af min kunst, og det gør mig ærlig talt ked af det.

Thorleifsson og Leivsgaard har fortalt, at deres plan er at lave 300-400 ure og sælge dem for 10.000 kroner per styk, hvilket ville resultere i en omsætning på tre til fire millioner kroner.

Men målet for dem er kunstnerisk, ikke økonomisk. Det har de tidligere sagt til Berlingske.

Det er en modificering. Ikke et plagiat og ikke en kopi. Det er en original, der er arbejdet videre på for at skabe noget nyt. Det er historiefortællingen, vi arbejder med, har Dann Thorleifsson sagt til Berlingske.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER