Fængslet dansker fryser og har tabt sig

Forholdene i de russiske fængsler er barske, fortæller Amnesty International. Dansk aktivist skal fortsat sidde varetægtsfængslet i Murmansk

For lidt mad til at blive mæt, for få tæpper til at holde varmen og overgreb begået af fangevogtere og medfanger.

Forholdene i russiske fængsler som det, hvor den danske Greenpeace-aktivist Anne Mie Roer Jensen fortsat sidder fængslet, er barske, fortæller vicegeneralsekretær i Amnesty International, Trine Christensen.

- Fangerne i de russiske fængsler har ingen rettigheder. Så hårdt beskriver vores russiske partnere det, siger hun.

Fredag afviste domstolen at løslade Greenpeace-aktivisterne mod kaution. Anne Mie Roer Jensen og de 29 andre aktivister er foreløbigt varetægtsfængslet i 60 dage.

Trine Christensen understreger, at Amnesty International ikke har været på besøg i Sozi 1 i Murmansk, hvor aktivisterne sidder fængslet.

Men fra russiske NGO'er, advokater og indsatte har organisationen indblik i, hvordan forholdene generelt er i de russisk fængsler.

- Fængslerne er uhumske. Fangerne får for lidt mad og er hele tiden sultne, og der bliver udleveret for få tæpper og for lidt tøj til, at de kan holde varmen.

DR-reporteren Matilde Kimer var til stede ved retssagen i Murmansk. Hun fortæller at Anne Mie Roer Jensen og de andre aktivister tab sig meget.

- Hun klagede over kulde, og her er koldt i Murmansk. Sneen er faldet, og der er vel minus 10 grader om natten. Desuden takkede hun for en appelsin, hun fik fra andre Greenpeace-aktivister, og det fortæller noget om madstandarden i fængslet, siger hun til DR.

Ifølge reporteren ser Anne Mie Roer Jensen dog godt ud.

- Hun smiler og har farve i kinderne. Det virker, som om hun har overskud, siger hun.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol indskærpede i 2012, at Rusland generelt skal forbedre forholdende i fængslerne markant.

Det skete efter en russisk fange havde klaget over at være indsat i en 15 kvadratmeter stor celle med 13 sengepladser til 21 fanger.

De russiske myndigheder fik blandt andet besked på at afskærme toiletterne i cellerne, at fjerne tykke net, som var sat foran vinduerne, og at anskaffe markant flere brusebade.

Vold og tortur er udbredt i fængslerne, hvor særlig politiske fanger bliver behandlet hårdhændet, fortæller Trine Christensen. Men hun understreger, at intet tyder på, at det er tilfældet for Greenpeace-aktivisterne, som bliver behandlet bedre end russiske fanger.

- Den internationale bevågenhed betyder heldigvis, at de bliver bedre behandlet, end man kunne frygte. Men det gør det jo ikke til et rart sted at være, siger hun.

Aktivisterne er sigtet for pirateri, hvilket kan give op til 15 års fængsel. Den anklage havde Greenpeace ikke forventet, fortæller arktisansvarlig i Greenpeace, Jon Burgwald.

- Anklagerne om pirateri er absurde. Det var umuligt at forudse, at russerne ville reagerer sådan, siger han.

Inden aktionen arbejdede Greenpeace med en række scenarier for, hvad der kunne ske. Men pirateri var ikke et af dem, fortæller den arktisansvarlige. Han vil dog ikke udtale sig om, hvad den forventede reaktion var.

Powered by Labrador CMS