En fælles retning for trygge, aktive og kærlige familier i fremtiden

I den kommende uge afholder naalakkersuisoq Mimi Karlsen et seminar om "Fremtidens Familier". Hun ønsker blandt andet at tage hul på tabubelagte emner såsom vold, selvmord og anbringelser af børn uden for hjemmet.

Kommunalpolitikere, landspolitikere, centrale aktører i kommunerne, centraladministrationen, politiet, UNICEF, talsmænd, forskere og frivillige organisationer vil deltage i seminariet.

Der skal sættes en fælles retning.

Det mener Mimi Karlsen, naalakkersuisoq for børn, unge, familier og sundhed. Derfor afholder hun i starten af næste uge et seminar, hvor centrale aktører inden for socialområdet skal diskutere, hvordan der kan arbejdes for at opnå trygge, aktive og kærlige familier i fremtiden.

- Det er vigtigt at føle, at man er knyttet til nogen, særligt en familie:

- Familien har i dagens samfund mange udfordringer, og vi skal være med til at bane vejen for, at familien også i fremtiden bliver det vigtige samlingspunkt, siger Mimi Karlsen.

Fælles fodslag

Hun tilføjer, at familien danner grundlaget i samfundet - uanset om det er store familier, kernefamilier, sammenbragte familier eller enlige forældre:

- Familien er samlingsstedet og en vigtig social enhed, hvor man har ansvar for hinanden - på svære såvel som gode dage.

Under seminaret vil der blive taget hul på tabubelagte emner som vold, selvmord og anbringelser af børn uden for hjemmet. Samarbejdet mellem de centrale aktører, som består af alle lige fra kommunale politikere til frivillige organisationer, skal styrkes.

Der skal findes et fælles fodslag for fremtiden, oplyser Departementet for Børn Unge og Familier på Naalakkersuisuts hjemmeside.

Stort engagement

Her fremgår det ligeledes, at der vil være op mod 100 deltagere på seminaret, herunder kommunalpolitikere, landspolitikere, centrale aktører i kommunerne, centraladministrationen, politiet, UNICEF, talsmænd, forskere og frivillige organisationer.

Det glæder naalakkersuisoq.

- Det viser et stort engagement i at løfte samarbejdet og sikre, at udviklingen i samfundet går den rigtige vej, siger Mimi Karlsen.

Seminaret “Fremtidens Familier - trygge, aktive og kærlige” bliver afholdt mandag til onsdag i Hotel Hans Egede.

Powered by Labrador CMS