Fælles opråb: Det skal ikke handle om personer med adhd

Der er fare for, at misbrug af Ritalin medvirker til yderligere stigmatisering af personer med adhd for hvem, medicinen er nødvendig, udtaler Tilioq og MIO.

Det er trist, forargeligt og ulovligt, at nogen køber Ritalin for at bruge det som rusmiddel, siger Anja Hynne Nielsen.

Debatten om misbrug hilses velkommen, men lad os undgå at stigmatisere de børn og voksne, som i forvejen kæmper med udfordringer forbundet med deres diagnoser.

Sådan lyder budskabet i en fælles udmelding fra Tilioq og MIO, som kommer i kølvandet på en række artikler i nærværende medie om salg og misbrug af Ritalin.

De to institutioner slår fast, at Ritalin er nødvendig for mennesker, som på grund af diagnoser - som for eksempel adhd - får ordineret medicinen af lægen. Det skal der ikke sættes spørgsmålstegn ved.

Til gengæld understreger Tilioq og MIO, at ingen personlig udskreven medicin skal deles eller sælges - heller ikke Ritalin.

Trist, forargeligt og ulovligt

Det er vigtigt, at fokus er på misbruget og misbrugerne samt de personer, som sælger den - og ikke på medicinen eller dem, der har adhd, siger handicaptalsmand Anja Hynne Nielsen.

Hun lægger vægt på, at unge med adhd, der modtager medicin, får den, fordi de har et behov. Derfor mener hun, at de både er trist, forargeligt og ulovligt, at nogen køber Ritalin for at bruge det som rusmiddel.

- De udnytter mennesker, som har brug for medicin og måske mangler penge - men samtidig er de med til at udbrede brugen af Ritalin som rusmiddel på trods af de alvorlige konsekvenser, det kan få for dem, som misbruger medicinen, siger handicaptalsmanden.

Anja Hynne Nielsen appellerer til, at sundhedsvæsenet og Naalakkersuisut bør undersøge problemets omfang, årsag og effekt for at forebygge misbrug, så det ikke udvikler sig til et sundhedsproblem.

Det må hverken besværliggøre diagnoser eller tilgange til medicin og hjælp - og heller ikke skabe yderligere fordomme om dem, som vitterligt har brug for medicinen, der hjælper med at opretholde en dagligdag, lyder det videre.

Manglende kendskab til adhd

De, som har behandlingsansvaret for personer med adhd, kan være med til at oplyse om problemet ved at misbruge Ritalin og samtidig hjælpe især unge med nogle konkrete mestringsstrategier i tilfælde af, at der opstår en situation, hvor andre vil købe deres medicin, mener børnetalsmand Aviâja Egede Lynge.

- De mennesker, der virkelig har brug for medicinen, er rigtig kede af, at deres medicin, Ritalin, udnyttes af andre og bliver solgt og misbrugt. Det tager de stærkt afstand fra. Den negative omtale gør også, at mange, som ikke ved, hvad adhd er, ser negativt på dem, som har det.

Hun tilføjer:

- Vi skal huske, at de i forvejen kæmper en kamp med deres udviklingsforstyrrelse. De kæmper med deres egne udfordringer, samt de udfordringer som den manglende forståelse fra samfundet giver dem. Det er derfor vigtigt ikke at stigmatisere børn, unge og voksne med ADHD i denne debat, siger Aviâja Egede Lynge.

Superkræfter

Børnetalsmanden gør det samtidig klart, at personer med adhd har mange stærke sider.

- Det kan omfatte hyperfokus, robusthed, kreativitet, samtaleevner, spontanitet og rigelig energi. Mange mennesker ser disse fordele som "superkræfter", fordi personer med adhd kan finpudse dem til deres fordel.

Det at være "anderledes" kan ifølge Aviâja Egede Lynge gøre mennesker med adhd mere medfølende, og de deler deres ubetingede kærlighed med andre, der kæmper.

- Personer med adhd oplever verden på en unik måde, som kan gøre dem mere accepterende over for forskelligheder - i sig selv og i andre, fortæller hun.

Du kan læse mere om adhd her.

Powered by Labrador CMS