Facebook og Instagram er begyndt at virke igen

Millioner verden over havde i timevis mandag aften problemer med at tilgå Facebook og andre sociale medier.

Facebook, Instagram og beskedtjenesterne Messenger og WhatsApp er begyndt at virke igen efter en massiv og langvarig afbrydelse af de sociale mediers netværk mandag eftermiddag og aften.

Det bekræfter Facebook, der også ejer Instagram og beskedtjenesterne, på Twitter kort efter mandag aften.

Facebook beklager samtidig nedbruddet.

- Vi har arbejdet hårdt på at gendanne adgangen til vores apps og tjenester og kan med glæde meddele, at de kommer tilbage online nu, skriver Facebook.

Platformene blev ramt af et nedbrud omkring klokken 13.30 mandag vestgrønlandsk tid. Det viser hjemmesiden Downdetector, der sporer problemer fra forskellige hjemmesider.

Næsten 14 millioner brugere på verdensplan har ifølge nyhedsbureauet Reuters berettet om problemer med at tilgå Facebook.

Det er uklart, hvad der var årsag til problemerne.

Sikkerhedseksperter siger ifølge Reuters, at det tyder på, at der var tale om en intern fejl.

Til avisen The New York Times har to anonyme medlemmer af Facebooks sikkerhedshold sagt, at det er "usandsynligt", at der var tale om et hackerangreb.

Facebook og Instagram melder på Twitter, at det kan tage nogle timer at komme 100 procent tilbage til normalen.

Facebook har omkring 2,9 milliarder brugere globalt.

Nedbruddet kunne også mærkes hos de amerikanske børser, der lukkede med et fald. Facebook-aktien faldt med hele 4,9 procent.

I løbet af mandag aften kom der også meldinger om, at et noget mindre antal brugere også havde problemer med mange andre hjemmesider, herunder Google, Amazon og TikTok.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS