Fabriksbyggeri i Upernavik Kujalleq kan begynde i 2021

Smeltende permafrost og coronakrisen er kommet i vejen for projektet, men Royal Greenland arbejder på at begynde byggeriet af en ny fiskefabrik eller gennemgribende renovering af den gamle i Upernavik Kujalleq i 2021.

I 2019 måtte Royal Greenland opgive at opføre en fiskefabrik i bygden Upernavik Kujalleq. Årsagen er, at det er svært at finde arealer med forsvarlige funderingsmuligheder, fordi permafrosten i bygden forsvinder.

Dertil kommer, at Royal Greenland har sat alle sine investeringer i bero i 2020, fordi selskabet er ramt af coronakrisen, der har betydet faldende priser på verdens fiskemarkeder.

Men nu forsøger Royal Greenland at få indarbejdet en ny fabrik eller eventuelt en gennemgribende renovering af den eksisterende fabrik i selskabets investeringsbudget for 2021.

Det oplyser selskabet via Naalakkersuisut til Partii Naleraqs Jens Napaattooq, der i et paragraf 37-spørgsmål har spurgt ind til, hvordan det går med projektet.

Forbedringer for otte millioner kroner

- Fiskeri- og fangstindhandlingsstederne er hjertet for den lokale befolkning i bygder og byer, uden disse produktionsanlæg vil livet været særdeles udfordrende derude, skriver Jens Napaattooq som begrundelse for sit spørgsmål.

Fiskerne i Upernavik Kujalleq er dog ikke på bar bund, da Royal Greenland har øget frysekapaciteten i bygden:

- For at forbedre nuværende muligheder i Upernavik Kujalleq er der opstillet 8 stk. 40 fods containere som fryselager. Disse kan indeholde ca. 200 tons frostvarer over vinteren.

- Der er også opstillet en container med en pladefryser, således at den daglige indfrysningskapacitet er forøget. Da der ikke er tilstrækkelig lokal elforsyning, er der opstillet en container med generatoranlæg. Disse forbedringer har kostet ca. 8 millioner kroner, skriver Royal Greenland.

Rigeligt med kapacitet

Selskabet oplyser videre, at indhandlingen i bygden er gået tilbage i 2020, og at der er rigeligt kapacitet i det nuværende anlæg:

- Der er i det første halvår 2020 indhandlet 144 tons mod 258 tons i samme periode af 2019. Der bliver aftalt landingsplaner for at sprede landinger ud på ugen. Anlægget kan modtage 7-8 tons pr. dag. Den lokale anlægsleder vurderer et behov på 25-30 tons indhandling pr. uge, oplyser Royal Greenland.

Jens Napaattooq har også spurgt Naalakkersuisut om, hvad man vil gøre for fabrikken i Kangersuatsiaq, men her melder Naalakkersuisut hus forbi:

- Royal Greenland har afhændet sit anlæg i Kangersuatsiaq til privatpersoner. Tiltag der vedrører dette anlæg, må iværksættes af de nye ejere, oplyser formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen.

Powered by Labrador CMS