Har vi fået en kongsgård?

I hvert fald forholder det sig sådan hvis man følger den udlægning af teksten som to af Islands førende sprogspecialister ved Arne Magnusson Instituttet i Reykjavik, Johannes B. Sigtryggsson og Kari Kaaber, gør gældende. En opfattelse, der også deles af stednavnespecialisten Svavar Sigmundsson.

De tre eksperter har nærlæst den norske udsending Ivar Bardarsons skildring af forholdene i Grønland i midten af 1300-tallet og er enige om, at det er sådan teksten vedrørende Hvalsøkirken skal læses.

Det har tidligere været opfattelsen, at kongsgården skulle ligge i den næste fjord, Kangerluarsuk (benævnt Kambstadafjorden i de gamle beskrivelser), men i denne fjord er der aldrig fundet noget større gårdanlæg.

Det er derfor nærliggende at mene, at de islandske specialister har ret og nærliggende at mene, at så stort et bygningsværk som kirken, har involveret den norske konge, der har haft midler til dels at finansiere byggeriet og dels udsende en bygningskyndig til bygning af kirken og gården.

Gården er bygget cirka samtidig med kirken med samme teknik og formentlig med det formål at sikre opbevaring af skatter, skibgods og andet kongen tilhørende. Det vil nærliggende at placere sådan en gård ved kirken hvor folk samles jævnligt i årets løb.

Hvem den Thjodhild er, som gården skulle være benævnt efter, melder historien ikke noget om.

Kongsgårde er kendt fra Kirkjubør på Færøerne og fra Orkneyøerne. I disse år er man i gang med et stor udgravningsprojekt ved Skagafjord i Nordisland, hvor man har en lignende situation; en stor gård og en kirke.

Hvis islændingene finder en kongsgård, har vi en perlerække af kongsgårde rundt Nordatlanten, som også kan blive et godt turistprojekt.

En spændende diskussion er det, og det kan måske blive et emne til diskussion netop i år, hvor 600-året for det sidste bryllup i Hvalsøfjordens kirke markeres ved en større nordbo-konference i efteråret i Qaqortoq.