Få underretninger i Maniitsoq trods stigning

Qeqqata Kommunia har de seneste år fået dobbelt så mange underretninger om børn og unge der ikke trives. Men det gælder ikke for Maniitsoq, stigningen af antal underretninger er minimal i forhold til nabobyen.

Kommunaldirektøren i Qeqqata Kommunia, Paneeraq Olsen, mener dog ikke, at det skyldes tabu, når der er en mindre stigning i underretninger i forhold til årene før. Den mindre stigning skyldes mere, at der er færre indbyggere i Maniitsoq end i Sisimiut.

- Jeg mener ikke, at der er mere tilbageholdenhed i forhold til underretninger i Maniitsoq end i Sisimiut. Grunden er nok, at der er færre borgere i Maniitsoq, siger Paneeraq Olsen til Sermitsiaq.AG.

Der er i alt 710 børn og unge under 18 år i Maniitsoq og bygderne ifølge det seneste tal fra Grønlands Statistik. I Sisimiut og byens bygder er der 1.600 børn og unge i samme aldersgruppe.

Færre børn giver færre underretninger

Qeqqata Kommunia har udført flere kurser for medarbejder i kommunens byer og bygder i løbet af 2018. Medarbejdere i daginstitutioner, skoler, politiet, sundhedsvæsenet og socialforvaltningen har fået redskaber til bedre at kunne se tegn på omsorgssvigt af børn.

Socialforvaltningen i Sisimiut har i løbet af to år fået næsten en fordobling på underretninger. Så stor en stigning har Maniitsoq ikke oplevet.

Antal underretninger i Maniitsoq per år:

  • 2016: 160
  • 2017: 180
  • 2018: 188

Antal underretninger i Sisimiut per år:

  • 2016: 210
  • 2017: 369
  • 2018: 415

Således har socialforvaltningen i Maniitsoq fået 28 flere underretninger efter to år, hvor Sisimiut har fået 205 flere underretninger i løbet af den samme periode.

Der er anmeldt sager til politiet

Ifølge politiets årsstatistik for 2018, er der en række byer, hvor der ikke er registreret sager om et kønsligt forhold til et barn under 15 år. Det gælder også for Maniitsoq.

- Jeg er mindre bekymret over, at vi har ni sager i Aasiaat og elleve sager i Nanortalik end jeg er over, at vi har nul sager i for eksempel Maniitsoq eller Narsaq, sagde politimester Bjørn Tegner Bay til Sermitsiaq.AG den 1. marts.

Paneeraq Olsen kan dog ikke genkende politimesterens udlægning af manglende anmeldelser i Maniitsoq. Kommunen har anmeldt sager til politiet i løbet af 2018.

- Vi har fra kommunens side anmeldt tre sager til politiet i 2018. Sagerne omhandler mistanke om seksuel krænkelse af børn i Maniitsoq, forklarer Paneeraq Olsen.

Powered by Labrador CMS