nedtur

F16-testflyvninger i Grønland floppede

Chefen for operationsdivisionen i Flyvertaktisk Kommando, Søren Andersen er ikke tilfreds med F16-flyvningerne

I alt tre F16-fly har i denne uge fløjet i Grønland

De første flyvninger med F16-fly i Grønland viste, at de hverken er velegnede til SAR-operationer eller til overvågning, fremgår det af en artikel i Ingeniøren.

Planerne om at teste sensorsystemer på F16 over Grønland måtte droppes, da nye brændstoftanke optog for meget plads, fremgår det af artiklen.

Danske F16-fly har netop gennemført de første missioner over Grønland i områder, hvor flyene aldrig har befundet sig før.

Med en afstand på 1.313 kilometer mellem for eksempel Kangerlussuaq og Pituffik er brændstofforbruget et vigtigt element.

- Vi har store logistiske udfordringer og må overveje, om det overhovedet giver mening at have kampfly i Grønland. For eksempel skal vi hele tiden have tilstrækkeligt brændstof til at kunne vælge nyt sted at lande, og de nødvendige additiver i vores brændstof må vi medbringe hjemmefra ligesom flydende ilt til åndedrætssystemet i kabinen, siger Søren Andersen til Ingeniøren.

Læs om formålet med flyvningerne her

Ingen sensor
Det blev oplyst i Grønland, at F16 skulle afprøves til eftersøgnings- og redningsoperationer (SAR) og øve overvågning og billedopbygning.

Men Forsvaret måtte droppe at medbringe deres sensor, som skal kunne finde mennesker i forbindelse med SAR-operationer.

Se billeder: F16-fly hilste på kronprinsfamilien

Flere seje billeder af F16-fly susende over Grønland

Det er en halvanden meter lang cylinder med en diameter på 20 centimeter, der er placeret forrest på flyets højre side og indeholder instrumenter som infrarød laser til kamerasystemer, der kan kortlægge områder og finde personer i vandet. Den kunne ikke medbringes, fordi missionerne i Grønland krævede særligt store brændstoftanke under vingerne, som Forsvaret måtte hente hjem fra Belgien, fremgår det af artiklen i Ingeniøren.

Søren Andersen mener ifølge artiklen, at F-16 kan flyve både med sensoren og brændstoftanke, men at man nu venter på, at ingeniører har gennemført beregning af flyets stabilitet ved brug af begge dele.

Overvågning
Forsvaret skal nu vurdere, om man vil bruge F16 i Grønland, og der er ingen nye planer om F16 flyvninger i Grønland. De tre fly er vendt tilbage til Danmark.

Chefen for de nationale operationer oberst Peter Boysen siger til ingeniøren, at Hercules og Challenger fly samt satellitter er bedre til overvågning end F16-fly.

- Vores tilstedeværelse i Arktis handler jo også om en generel styrket indsats i området, og det står direkte i forsvarsforliget, at vi skal gennemføre flyvninger. Derfor gør vi det, forklarer han til Ingeniøren.

Søren Andersen forventer, at Forsvaret de kommende år laver øvelsesflyvninger over en til to uger, hvor der også trænes navigation og flyvning i lav højde.

Powered by Labrador CMS