Evakuering af civile i belejrede ukrainske byer udskydes

Evakuering er ifølge byråd udskudt i belejret ukrainsk by efter påstået russisk brud på våbenhvile.

Folk krydser en ødelagt bro, mens de evakuerer byen Irpin, nordvest for Kiev, under kraftig beskydning og bombning den 5. marts 2022, 10 dage efter, at Rusland lancerede et militær invasion mod Ukraine.

Rusland overholder ikke en planlagt våbenhvile ved den ukrainske by Mariupol.

Sådan lyder anklagen fra Mariupols viceborgmester, Sergej Orlov, lørdag i udtalelser til det britiske medie BBC.

Ifølge Orlov er der fortsat angreb og bombardementer, på trods af at det tidligere lørdag blev meddelt, at en midlertidig våbenhvile skulle give tusindvis af byens 400.000 indbyggere mulighed for at komme ud sikkert.

Evakueringen er nu ifølge byrådet udskudt efter anklagerne om russiske brud på våbenhvilen.

Borgere opfordres til at søge dækning i byen og afvente yderligere informationer, skriver nyhedsbureauet Reuters. Røde Kors bekræfter i en meddelelse, at der ikke bliver etableret en humanitær korridor lørdag.

Angiveligt i forhandling om våbenhvile

Uafhængige kilder har ikke bekræftet, at der er brud på våbenhvilen.

- Russerne fortsætter med at bombe os og anvende artilleri. Det er vanvittigt, siger Sergej Orlov ifølge det britiske medie.

- Der er ingen våbenhvile i Mariupol, og der er ingen våbenhvile langs hele evakueringsruten. Vores civile er klar til at flygte, men de kan ikke flygte under bombardementerne.

Orlov fortæller videre til BBC, at den ukrainske regering er i forhandlinger med Rusland om de påståede brud på våbenhvilen.

Tidligere lørdag var der meldinger fra byrådet om, at der ved slutningen af evakueringsruten fortsat var kampe.

Men viceborgmesteren hævder, at bruddene på våbenhvilen er mere omfattende.

BBC hører fra en kilde i byen, at man fortsat kan høre regelmæssige skud.

Svært at kommunikere med indbyggerne

Ifølge det russiske nyhedsbureau Tass siger chefen for det russiske forsvars kommando- og kontrolcenter, Mikhail Mizintsev, at Rusland har levet op til alle ukrainske betingelser i forbindelse med våbenhvilen.

Mariupol har omkring 400.000 indbyggere. Den har i dagevis været udsat for angreb fra Rusland. Den ligger i den sydlige del af Donetsk-regionen ud til Det Azovske Hav.

Byens borgmester, Vadim Bojtjenko, sagde tidligere lørdag om situationen:

– I en situation, hvor vores hjemby konstant er under nådesløs beskydning, er der ingen anden udvej end at gøre det muligt for indbyggerne, dig og mig, at forlade Mariupol sikkert, sagde han til Sky News.

Viceborgmester Sergej Orlov har sagt, at en russisk blokade har afskåret borgere fra basale fornødenheder. Derudover er det svært at få informationer ud til indbyggerne.

Powered by Labrador CMS