EU vil indsamle mindst 7,5 milliarder euro til coronavaccine

Mandag begynder EU og internationale partnere indsamling for at skaffe penge til udvikling af coronavaccine.

Formand for EU-kommissionen Ursula von der Leyen afholder en nyhedskonference om EU's reaktion på coronakrisen i EU's hovedkvarter i Bruxelles 15. april.

Der skal udvikles en effektiv coronavaccine, som skal være tilgængelig for hele verden, hvis coronavirus skal bekæmpes, mener EU.

Derfor indleder EU mandag en online-indsamlingskonference, hvor målet er at indsamle mindst 7,5 milliarder euro svarende til cirka 56 milliarder kroner til behandling af coronavirus og udviklingen af en vaccine.

Danmark donerer 50 millioner euro svarende til 373 millioner kroner, siger Mette Frederiksen (S) i en videobesked på konferencen.

- Vi har brug for en forenet og strategisk tilgang til forskning. Ingen kan vinde denne kamp alene, så vi skal dele løsninger.

- Der er behov for at rette finansiering mod for eksempel vacciner for at bekæmpe Covid-19, siger hun.

Det kræver flere penge

De 7,5 milliarder euro er det første mål i indsamlingen, som skal foregå som et "indsamlingsmaraton" over længere tid, siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, mandag som indledning til indsamlingen.

- Vi skal lære at leve med virusset indtil - eller hvis - vi udvikler en vaccine. Og derfor skal vi stå sammen mod coronavirus for at få udviklet behandling, som kan nå ud til hvert eneste hjørne af verden.

- I dag er kun starten på et indsamlingsmaraton. Men der vil være brug for mere, så vi kan arbejde på initiativer til at bekæmpe virusset, siger hun.

EU-Kommissionen giver en milliard euro til indsamlingen, meddeler von der Leyen mandag.

Også internationale partnere har været med til at forberede konferencen.

Herunder Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og Gates Foundation, som den amerikanske milliardær Bill Gates står bag.

Mange lande spytter i kassen

Det øjeblikkelige økonomiske behov for at kunne udvikle behandling og vaccine er 7,5 milliarder euro ifølge WHO og forskere. Det er derfor, det første mål er lige præcis dette beløb.

Den tyske kansler, Angela Merkel, meddelte tidligere mandag på konferencen, at Tyskland donerer 525 millioner euro svarende til cirka 3,9 milliarder kroner.

Storbritannien donerer 388 millioner pund svarende til cirka 3,3 milliarder kroner til vaccineudvikling, test og behandling, siger Boris Johnson.

Et af de helt store bidrag kommer fra Japan, som donerer 762 millioner euro svarende til 5,7 milliarder kroner.

Fra mandag eftermiddag er det muligt for lande, internationale organisationer, institutioner og virksomheder at donere penge.

Senere mandag vil der ifølge EU-Kommissionen blive sat et nyt indsamlingsmål til de kommende ugers indsamling.

Powered by Labrador CMS