EU-advarsel: Mangel på viden om medicinsk cannabis

Siden nytår har medicinsk cannabis været tilladt i Danmark og Grønland. Men ny EU-rapport advarer om manglende viden.

Beviserne for fordelene ved brug af medicinsk cannabis er stadig meget tynde.

Det er en af konklusionerne i en forskningsrapport fra EMCDDA, der er det europæiske overvågningscenter for stoffer og stofbrug under EU.

Flere europæiske lande, herunder Danmark som forsøgsordning, har tilladt brug af medicinsk cannabis. Ifølge rapporten er der nogle "vigtige mangler i beviserne".

Medicinsk cannabis har siden 1. januar i år været en mulighed i Danmark. Det betyder, at syge med en recept i hånden kan gå på apoteket for at få udleveret teblade med cannabis.

Forsøgsordningen med medicinsk cannabis er tiltænkt sklerosepatienter, rygmarvsskadede, patienter med kroniske smerter og patienter, som lider af kvalme efter kemoterapi.

Krav om yderligere forskning

Men EMCDDA understreger altså, at der er brug for yderligere forskning på området. Forskerne bag mener, at det skal ske ved research, kliniske studier og flere forsøg.

Lars Arendt-Nielsen er professor ved Aalborg Universitet og forsker blandt andet i kroniske smerter.

Han er helt enig i konklusionerne fra rapporten, og faktisk undrer han sig over, at så mange lande har lovliggjort medicinsk cannabis.

- Det er ren og skær populisme. Det, der sker i Danmark, er, at politikerne dikterer, at et lægemiddel har en effekt.

- Det er interessant, at de påtager sig sådan en faglig rolle, som de ingen forudsætninger har for at gøre. Jeg mener, at patienterne bliver taget som gidsler. Jeg kan ikke se en eneste fordel ved brug, som det ser ud nu.

Omdiskuteret emne

Medicinsk cannabis er da også et omdiskuteret emne. Flere af EMCDDA's holdninger er i tråd med, hvad Lægeforeningen i Danmark tidligere har givet udtryk for.

I en skriftlig kommentar skrev Tue Flindt Müller, der er formand for Lægeforeningens Lægemiddeludvalg, at der simpelthen mangler viden.

- Vi frygter, at patienter kan tage skade af cannabis, skrev han i august.

Foruden i Danmark er medicinsk cannabis lovligt i Tyskland, Italien, Portugal og Tjekkiet i EU. Storbritannien besluttede i sommer at tillade det.

Powered by Labrador CMS