Estimat: Arbejdsuge på 35 timer vil koste 462 mio. kr.

Det vil umiddelbart blive dyrt for Selvstyret, hvis arbejdsugen blev forkortet fra 40 til 35 timer, lyder det fra Naalakkersuisut i et svar til Anna Wangenheim.

Demokraternes Anna Wangenheim har i en række spørgsmål ønsket at få svar på, hvad en nedsættelse af arbejdstiden her i landet vil betyde for samfundsøkonomien.

Wangenheim er bekymret over, at Grønland tilsyneladende har et højere sygefravær end andre lande. Et problem der ifølge politikeren måske kan forebygges ved kortere arbejdstid eller arbejdsgiverbetalt motion i arbejdstiden.

Naalakkersuisoq for finanser, Vittus Qujaukitsoq påpeger, at en nedsættelse af arbejdstiden ved lov, vil være at ignorere modellen på det grønlandske arbejdsmarked, hvor arbejdstiden traditionelt aftales mellem arbejdsmarkedets parter.

46 mio. for en halv times motion

Derudover kan det blive en dyr fornøjelse at sænke arbejdstiden, oplyser Qujaukitsoq i sit svar til Anna Wangenheim.

Her vurderes omkostningerne til at være:

  • Ved nedsættelse af ugentlig arbejdstid fra 40 til 35 timer for det offentlige arbejdsmarked: ca. 462 mio. kr.
  • Ved nedsættelse af ugentlig arbejdstid fra 40 til 32 timer for det offentlige arbejdsmarked: ca. 740 mio. kr.
  • Indførelse af 30 minutters motion i arbejdstiden koste ca. 46 mio. kr. for så vidt angår det offentlige arbejdsmarked.

- Dertil kommer omkostninger til flere personaleboliger, kontorpladser og andre omkostninger associeret med ansættelse af flere medarbejdere, som skal dække de timer, der ikke længere bemandes eller produceres, skriver Qujaukitsoq, der understreger, at beregningerne bør anses som teoretiske og vejledende.

Der er ikke lavet beregninger over, hvad det betyde på det private arbejdsmarked at indføre en kortere arbejdsuge, da disse tal ikke er tilgængelige, oplyses det.

Og departementet forudsætter i beregningen, at løn- og produktivitetsniveau forbliver det samme.

Gevinst ved merarbejde

Omvendt vil det give en gevinst for samfundsøkonomien, hvis arbejdstiden øges:

  • Ved øgning af ugentlig arbejdstid fra 40 til 42 timer for det offentlige arbejdsmarked: ca. 185 mio. kr.
  • Ved øgning af ugentlig arbejdstid fra 40 til 45 timer for det offentlige arbejdsmarked: ca. 462 mio. kr.

Hvis medarbejderne skal have mere i løn for at arbejde flere timer, skal det dog trækkes fra gevinsten, lyder det i svaret.

Powered by Labrador CMS