ESG klar med ny strategi for elitesportsfolk

Elite Sport Greenland, der har til formål at fremme internationaliseringen af grønlandsk idræt, har sin strategi klar frem til 2025.

De grønlandske elitesportsfolk skal rustes så godt som muligt, før de tager ud til turneringer i udlandet.

Elite Sport Greenlands seneste strategi udløb ved udgangen af 2020, og nu er organisationen klar med en ny strategi, der skal sikre, at der er atleter, der kan deltage på internationalt niveau.

Elite Sport Greenland har valgt at fokusere på tre områder i den næste strategiperiode for at nå deres mål.

- Vi vil fokusere på ’kompetencer’, ’miljøer’ og det ’idrætspolitiske’. Da vi i foråret 2019 gik i gang med at udarbejde strategien, var nogle af de tilbagemeldinger vi fik, at vi arbejdede for bredt. Nu prøver vi at skære ind til benet med et mere præcist fokus, siger formanden for Elite Sport Greenland Nikolaj Christoffersen til Sermitsiaq.AG.

Fokus på trænere

Støtteapparatet rundt om atleterne skal være på plads for ellers bliver det svært at opnå en struktureret udvikling. For at sikre de bedst mulige betingelser for atleterne, vil Elite Sport Greenland arbejde for at blive landets videnscenter med fokus på udvikling og vækst af talenter og elite. Her vil der blandt andet blive sat mere fokus på trænernes evner.

- Det skal ske ved udvikling af trænernes kompetencer på et højt niveau, og gøre det attraktivt og prestigefyldt, at tage talenttræneruddannelsen, fremhæver han.

På billedet ses formanden for Elite Sport Greenland, Nikolaj Christoffersen

Udvikling af talent og elitemiljøer har stor betydning for atleterne. Derfor vil en af de første opgaver i den nye strategi være at arbejde på et koncept for at afholde nationale talentsamlinger.

- Her satser vi på, at der skal ske løbende talentsamlinger for de største talenter, men at det bliver på tværs af idrætsgrene. Det vil sige, at der fremover skal ske samlinger for de største talenter for eksempel fra futsal, taekwondo og badminton, siger formanden for Elite Sport Greenland Nikolaj Christoffersen til Sermitsiaq.AG.

Politisk opbakning

Elite Sport Greenland’s arbejde, for at sikre de bedste mulige rammer for talent- og eliteudvikling skal støttes op af stærke partnerskaber.

- Vi har derfor sat os et mål om, at vi i 2025 skal fremstå som en stærk aktør på den idrætspolitiske scene. Vi ønsker en tæt dialog med politikkerne, kommunerne og GIF og være den primære sparringspartner indenfor eliteidræt på den nationale og internationale scene, lyder det fra Nikolaj Christoffersen.

Strategien er på plads, det hårde arbejde kan gå i gang og målet er klart: De grønlandske elitesportsfolk skal høste resultater på internationalt højeste niveau, og det skal ske gennem et stærkt miljø for eliteudvikling.

Powered by Labrador CMS