Gå til hovedindhold

Erik Jensen: Jeg kan samle partiet og befolkningen

Siumuts hidtil eneste officielle formandskandidat mener, at partiet er blevet for blåt. Han vil gøre det mere rødt 'for at genvinde befolkningens tillid'

Erik Jensen gør sig stor umage for at fremstå som den samarbejdssøgende og løsningsorienterede kandidat til Siumuts formandspost.

Selvom han sidste sommer sammen med seks andre erklærede sin mistillid til Kim Kielsen, så er det svært at få ham til at sige noget kritisk om personen Kim Kielsen.

- Jeg vil ikke bruge kræfter på at nedgøre andre eller bruge mudderkastning, men jeg vil bruge mine kræfter til gavn for den grønlandske befolkning og landet, siger han til Sermitsiaq.AG og gentager dette flere gange under interviewet.

Nationale kompromiser

Men når man hører ham sige, hvad han vil gøre, så er det svært at overhøre, hvor skoen trykker, når det gælder den nuværende ledelse af partiet.

- Jeg vil stå for en åben og ærlig ledelsesstil, som kan samle både landet, befolkningen og samle tropperne i partiet. Det vil jeg være garant for, når jeg bliver formand, lyder det selvbevidst fra den håbefulde kandidat.

Gang på gang understreger han, at det brede samarbejde ligger ham på sinde.

- Jeg vil være det samlingspunkt, der kan lave de nationale kompromisser, som er så nødvendige.

- Det har jeg også bevist på de områder, som jeg har været minister for, hvor jeg på kort tid har været minister for mange områder, hvor jeg har løst opgaverne til punkt og prikke.

For blå

Erik Jensen blev i 2017 af Kim Kielsen hentet ind som naalakkersuisoq for kommuner, bygder, yderdistrikter, infrastruktur og boliger. Derefter overtog han fiskeri og fangst og senest råstoffer og arbejdsmarked indtil han i november trådte ud af Naalakkersuisut.

- Så jeg er ikke en lokalpatriot eller lokalpolitiker. Jeg har stort set udelukkende beskæftiget mig med landspolitik og kun været lokalpolitikere i tretten til fjorten dage. Så jeg kan ikke genkende den kritik, der måtte være.

Det er ikke kun ledelsesmæssigt, men også politisk, at Erik Jensen mener, Siumut bør ændre kurs.

- I dag må vi indrømme, at vi er blevet for blå, vi skal igen blive et mere rødt parti, der placerer sig i midten af grønlandsk politik.

- Befolkningen savner det Siumut, som de tidligere har haft tillid til, og hvor de kunne spejle sig i partiet. Den tillid skal vi have genskabt. Når jeg bliver valgt, vil jeg bruge kræfter på dette ved at sikre, at vi står ved de målsætninger, som vi er gået til valg på.

- Det gælder for eksempel spredning af byggeriet til andre steder end de få byer, hvor det sker i dag. Spredningen af fiskeriet på flere hænder er anden af de vigtige sager, som Siumut er gået til valg på.

Mistilliden til Kim Kielsen

Når han taler om sine kvalifikationer henviser han gerne til sine erfaringer fra foreningslivet og som træner. Han ser sig som manden, der kan skabe et godt hold. Sidste år var han dog med til at skabe ikke ubetydelig uro på sit nuværende hold.

- Du var jo selv en del af en konflikt i sensommeren, hvor du sammen med andre erklærede din mistillid til Kim Kielsen. Hvad får dig til at tro, at du kan samle partiet oven på de grøfter der blev skabt?

- Vi fulgte jo partiets vedtægter, og vi er jo loyale overfor partiet. Derfor bruger vi de rigtige veje til at få det generationsskifte, der er nødvendig i partiet, og derfor venter vi til det kommende landsmøde. Men det er op til de enkelte repræsentanter.

- Det kan jeg også se på, at mange folk på de sociale medier har reageret med, at de nu gerne vil have en ny ledelsesform, og det kan jeg kun genkende.

- Derfor er det vigtigt at se sig selv i spejlet og spørge sig selv, om det er det man vil stå for og det vil jeg tage ansvaret for, nemlig at genskabe den nødvendige tillid i befolkningen.

LÆS OGSÅ: Kim Kielsen genopstiller

 - Nu ser det jo ud til, at Kim Kielsen genopstiller som formandskandidat, og i september var der jo et stort flertal af lokalafdelingerne, der udtrykte deres tillid til, at Kim Kielsen skulle fortsætte - i det mindste på det tidspunkt. Hvad får dig til at tro, at du kan overbevise et flertal af lokalforeningerne om, at du er den rette formand?

- Jeg forstod lokalafdelingernes reaktion mere som et ønske om, at vi følger de rigtige fremgangsmåder. Der var under et år til det kommende landsmøde. Og et landsmøde er jo meget dyrt og meget arbejdskrævende at koordinere, så derfor skal det planlægges rigtigt. Så vi følger vedtægterne, og derfor var vi meget loyale overfor partiet og tog lokalafdelingernes udmelding til efterretning og har valgt at vente til det kommende landsmøde, hvor der kan ske det nødvendige generationsskifte.

Præciseret kl 7.50 at Erik Jensen opfatter Siumut som et midterparti.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER