Erik Jensen bringer narhvaler ind i formandskampen

Formandskandidaten kritiserer nedskæring af kvoten for Tasiilaq. Det sker samtidig med, at biologerne frygter, at tre bestande på østkysten er truet af udryddelse.

Erik Jensen

Fangernes stemme skal veje lige så tungt, som biologernes. Det synspunkt fra Erik Jensen skal være med til at bane ham vejen til Siumuts formandsstol.

Naalakkersuisut har sænket årets kvote i Tasiilaq fra 16 (28 hvis man regner ekstrakvoten med) sidste år til 10 hvaler i år. I 2021 skal den sættes til 5 og herefter er den på 0. Beslutningen har udløst kritik blandt de lokale fangere, der mener, at der er narhvaler nok.

- Jeg forstår 100 procent fangernes kritik af den sænkede narhvalskvote i Tasiilaq, siger Erik Jensen til Sermitsiaq.AG.

Advarsel om udryddelse

Mens fangerne hævder at, der er hvaler nok, så vurderer NAMMCOs Videnskabelige Komité at bestandene i Tasiilaq, Ittoqqortoormiit og Kangerlussuaq er truet af udryddelse og fangsten bør stoppe helt. Fra Naturinstituttet lyder meldingen, at den kendsgerning, man spotter flokke af hvaler, ikke nødvendigvis betyder, at bestanden har det godt.

- Det er rigtigt, at man kan se mange narhvaler, for de svømmer ofte i store flokke. Så når man sidder på en klippe og ser narhvaler i flere små grupper, så er der narhvaler så langt, som øjet rækker, men det er kun hundrede eller få hundrede. For at have en fangst, som den vi har nu, så skal man have flere tusinde hvaler i bestanden, siger afdelingschef på Naturinstituttet Fernando Ugarte til KNR.

Han advarer samtidigt om, at det vil tage lang tid for en ny bestand at etablere sig, hvis man ender med at udrydde en bestand.

Fanger skal være med til optællinger

Erik Jensen mener dog, at man bør lytte mere til fangernes vurdering.

- I dag er det jo primært biologerne, der kommer med nogle anbefalinger. Og på baggrund af de anbefalinger tager Naalakkersuisut beslutning om, hvordan kvoten skal fordeles. Jeg mener, at det skal være mere ligeværdigt. Det skal forstås på den måde, at fangernes viden skal have samme vægt som biologernes. Dette skal gøres ved at tilpasse lovgivning på området i tæt samarbejde med organisationer, fiskere og fangere og partierne

- Jeg vil forpligte biologerne til at inddrage fangerne direkte i optællingerne uanset om det gælder moskus, rensdyr, narhvaler eller andre dyr.

Intern uro i Siiumut

Formandskandidaten lægger ikke skjul på, at spørgsmålet om kvoten i Tasiilaq blot er et af de emner, som der er uro internt i Siumut om.

- Det er ingen hemmelighed, at vi har haft mange store diskussioner i partiet, hvor vi også har måttet sluge nogle kameler ind i mellem. Men det har været svært at blive enig, på grund af den nuværende ledelsesform.

- Jeg går til valg på at kunne lytte til alle parter og på baggrund af de oplysninger, at kunne træffe nogle beslutninger.

Powered by Labrador CMS