Erhvervsmand i syd bliver skibsreder

Sydgrønlandsk erhvervsmand har købt et 2.100 bruttotons stort skib fra norsk rederi. På længere sigt er det målet at servicere minebranchen.

Rasmus Chr. Rasmussen vil i første omgang servicere fåreholderne med foder, såsæd og gødning, indtil mineindustrien er blomstret op.

Rasmus Chr. Rasmussen er en driftig forretningsmand med mange jern i ilden.

Han leverer blandt andet foder, såsæd og gødning til fåreholderne i Sydgrønland og udlejer hotellejligheder i Qaqortoq og kan nu kalde sig skibsreder med eget shippingfirma.

Rasmus Chr. Rasmussen, direktør og hovedaktionær i virksomhedsgruppen ”60 North Greenland”, har netop købt sit første større skib.

Vil betjene minebranchen

Det er sket gennem det nystiftede anpartsselskab ”60 North Shipping”, som han ejer 100 procent. Målet med købet af skibet er på længere sigt især at tjene penge på at servicere minebranchen i Grønland.

Rasmus Chr. Rasmussen, der bor i Qaqortoq, har erhvervet det 2.100 bruttotons store stykgodsskib ”Nor Viking” fra det norske rederi Arriva Shipping. Skibet har en besætning på otte.

Skibet har erhvervsmandet døbt om til ”North Viking”. Det bliver hjemmehørende i Esbjerg og er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister.

- Min investering sker for at udvikle erhvervslivet i hele Grønland. Vi satser på med skibet at servicere minevirksomhederne med det, Royal Arctic Line ikke har monopol på. Vi håber og tror jo på, at der kommer gang i minedriften i Grønland, siger Rasmus Chr. Rasmussen.

Læs hele interviewet med erhvervsmanden i avisen Sermitsisaq – få adgang herunder:

Powered by Labrador CMS