Erhvervslivet: Uddannelse og arbejdspladser er de vigtigste valgemner

Uddan de unge og skab arbejdspladser, der tiltrækker investeringer. Det vil få hjulet til at rulle og øge sammenhængskraften i landet. Sådan lyder opfordringen fra Grønlands Erhverv op til valget.

- Vi har en milliard i Anlægs- og Renoveringsfonden, der kunne bruges til fornuftige og stærkt nødvendige forbedringer i boliger, skoler, institutioner, kollegier rundt om i landet. Men det kræver at vi har arbejdskraften og kompetencerne derude, siger direktør i Grønlands Erhverv, Brian Buus Pedersen

I Grønlands Erhverv er de ikke i tvivl om, hvad der burde blive valgets hotteste tema. Nemlig at sikre de unge mennesker en relevant uddannelse, der kan skabe forudsætningerne for at styrke arbejdspladserne, øge investeringerne og skabe sammenhængskraften i samfundet.

Det skriver Sermitsiaq.

- Det er meget simpelt. Uddannelse er forudsætningen for at skabe og fastholde arbejdspladser lokalt. Og udsigten til arbejde er incitamentet til at uddanne sig. Vi skal have skabt arbejdspladser i hele Grønland og derigennem styrke sammenhængskraften i landet. Udvikler vi ikke de dele af Grønland, der har det svært med udflytning og fraflytning, så får vi et delt land samtidig med, at vi kan se, at der i lokalsamfundene er brug for at få løst opgaver både i den offentlige og private sektor, siger direktør Brian Buus Pedersen til Sermitsiaq.

Koblingen mellem uddannelse og arbejdspladser er essentiel for Grønlands Erhverv.

- Uddannelse, arbejdspladser og investeringer skaber sammenhængskraften i samfundet. Krumtappen er tillid. Politikerne skal have mere tillid til erhvervslivet, siger Brian Buus Pedersen og peger på fiskeriloven som et godt eksempel på, hvordan manglende tillid fra politikerne til erhvervslederne fører til tilspidsede situationer, siger Brian Buus Pedersen.

Læs hele historien i ugens udgave af Sermitsiaq. Køb avisen her:

Powered by Labrador CMS