Wangenheim sætter arbejdstid til debat
Skal arbejdsugen reduceres til 35 eller 32 timer for at øge produktiviteten og mindske sygefraværet? Det vil Demokraternes Anna Wangenheim via flere paragraf 37 spørgsmål have belyst.
- Det har været kendt i andre lande, at arbejdstiden på en fuldtidsstilling er lavere end den vi har i Grønland på 40 timer om ugen. Flere undersøgelser peger i retningen af, at effektivitet, produktivitet og sygefravær hænger sammen med hvor mange timer om ugen den ansatte arbejder, skriver Anna Wangenheim i begrundelsen for en række spørgsmål, der er relateret til arbejdstiden længde i Grønland.
Hvad vil det koste at mindske arbejdsugens timetal, og hvad vil gevinsten omvendt være, hvis arbejdstiden øges til 42 eller 45 timer, spørger politikeren, der også vil have belyst, hvad to minutters motion i arbejdstiden vil koste.
Trivsel
- Det kan derfor være interessant at undersøge, hvordan vi kan fremme produktivitet, effektivitet og trivsel på arbejdspladser ved at ændre den nuværende lovgivningsramme. Derudover er det kendt, at en stor del af arbejdsstyrken har arbejde svarende til mere end fuldtidsarbejde på 40 timer om ugen, oftest på grund af manglende medarbejderkapacitet og af egen fri vilje. Dette kan være en fordel og ulempe, idet det rent forskningsmæssigt har vist sig, at arbejdsbelastninger igennem længere tid, afhængigt af arbejdsmiljømæssige faktorer, kan øge risikoen for stress og andre følgesygdomme med store menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger, skriver hun.
Sygefravær bekymrer
Hun er bekymret over, at Grønland tilsyneladende har et højere sygefravær end i andre land.
- Med de sociale udfordringer for øje kan der derfor være sammenhæng mellem psykosociale faktorer og arbejdstid, som i værste fald kan hæmme vækst og udvikling på de respektive arbejdspladser. Sygefravær er dyrt. For hver sygefravær skal øvrige medarbejdere løbe hurtigere og løfte en tungere arbejdsbyrde. Med vores massive rekrutteringsudfordringer for øje kan det derfor være relevant at belyse udgiften
Anna Wangenheim peger på, at en forebyggelsesstrategi kunne bygge på at indføre motion i arbejdstiden, hvilket vil flugte med GIF’s vision om at Grønland bliver det mest fysisk aktive land inden 2030.
Motion i arbejdstiden
- En væsentlig forebyggelsesstrategi kan blandt andet være at indføre motion i arbejdstiden. Det skal være op til hver enkelt arbejdsplads at følge de til enhver tid gældende arbejdsmiljøregler, men jeg mener at vi som lovgivende magt kan være med til at sætte den fornødne dagsorden til at opsætte rammerne for et godt arbejdsliv, hvorfor jeg spørger ind til arbejdsgiverbetalt motion i arbejdstiden, lyder begrundelsen.