Utilfredshed med ny overenskomst

Selvstyret og fagforeningen AK er blevet enige om en 5-årig overenskomst. Socialrådgiverforeningen anbefaler dog sine medlemmer at stemme nej til aftalen.

Offentliggjort

Der er højere løn på vej til flere faggrupper under fagforeningen AK.

Den samlede lønforbedring udgør 9,53 procent fordelt på grundlønsstigninger, bedre barsel, forbedrede pensionsvilkår og en forenklet tillægsstruktur. 

Aftalen gælder for disse faggrupper

Aftalen gælder for alle omfattet af den tidligere funktionsoverenskomst, socialrådgivere og sagsbehandlere, lægesekretærer samt brugere af Kigut-overenskomsten -tandklinikassistenter, tandplejere og tandteknikere, som er ansat i Grønlands Selvstyre, kommunerne eller underliggende enheder.

Kilde: AK

Det skriver fagforeningen Atorfillit Kattuffiat (AK) om et netop indgået resultatpapir, som nu skal til afstemning blandt fagforeningens medlemmer samt godkendes af Naalakkersuisut.

AK oplyser, at den nye overenskomst vil gælde fra den 1. april 2023 og fem år frem.

Der vil der ske en regulering af medlemmernes løn med tilbagevirkende kraft fra den dato, når overenskomsten er godkendt og skal implementeres.

Ifølge AK er der også blevet forhandlet ensartet pension på plads, således at alle medarbejdere omfattet af overenskomsten vil få 10 procent arbejdsgiverbetalt pension samt selv bidrage med fem procent.

Utilfredshed hos socialrådgivere

Mens forhandlingerne stadig stod på meldte Socialrådgiverforeningen ud, at man havde indkaldt til demonstration mod, at et rådighedstillæg angiveligt var i spil til at blive fjernet.

AK skriver med hensyn til tillægget, at man har fået ensartet rådighedsforpligtigelsen, så medarbejderen som udgangspunkt skal stå til rådighed 37 eller 52 timer i kvartalet.

Foreningen for socialrådgivere NIISIP mener dog, at der er tale om en forringelse af medlemmernes vilkår vedrørende rådighedstillægget. 

- Vi opfodrer derfor vores medlemmer fra dags dato ikke længere at påtage sig vagter udenfor normal arbejdstid, hvilke andre faggrupper vil arbejde for 40 kr i timen på aften / nat og søndage? Vores medlemmer vil fremover kun kunne få udbetalt betaling for overarbejde, når de har arbejdet i over 52 t i kvartalet, lyder fra formand Martha Lund Olsen i en pressemeddelelse. 

Hun uddyber overfor Sermitsiaq, at NIISIP på den baggrund opfordrer sine medlemmer til at stemme nej til den nye overenskomst.

Powered by Labrador CMS