Usisaat skal have ny ejer

Hans Gerstrøm går på pension og sælger familiefirmaet

Hans Gerstrøm vil nu gå på pension, og Usisaat er derfor sat til salg.
Offentliggjort

ABONNENTER

Denne artikel er fra en af Mediehusets aviser. 

Fremover vil historier som denne kræve abonnement.

God læselyst, og god fornøjelse.

Logistik-virksomheden Usisaat i Nuuk skal have ny ejer. Det har bestyrelsen efter længere tids overvejelser besluttet.

Beslutningen kommer, efter at Usisaat i en årrække har ekspanderet og har samlet aktiviteterne i et nyt stort hovedsæde på Qeqertanut på Nuuk Sikuki Harbour. Væksten er ikke foregået uden udfordringer, og Usisaat måtte i 2022-regnskabet notere et underskud på godt 5 millioner kroner dels som følge af corona-epidemien, dels som følge af to storbrande i bygningen på Qeqertanut.

Samtidig mener Usisaats grundlægger og hovedaktionær, den snart 74-årige Hans Gerstrøm, at tiden er kommet til at gå på pension.

- Nu er det på tide at slippe tøjlerne. Jeg er hele livet gået glad på arbejde, vi har nået fantastiske resultater, men alting har en ende – og nu er det altså slut, har jeg besluttet i samråd med familien og bestyrelsen, siger Hans Gerstrøm.

Brande kostede dyrt

Virksomhedsoverdragelser

Når en virksomhed skal sælges, følger normalt et langt og tophemmeligt forløb – og offentligheden får normalt først kendskab til salget, når det er en realitet. Det er der mange grunde til – især for børsnoterede virksomheder, hvor fusions – og salgsplaner kan påvirke aktiekursen for selskaberne både negativt og positivt.

Det er også ofte en lang og tidskrævende proces, der begynder med at parterne underskriver en ikke bindende hensigtserklæring – det såkaldte ”letter of intent”.

Så følger den såkaldte ”due diligence”-proces, hvor køber nøje gennemgår virksomheden. Her får køber adgang til alle detaljer – også produktionshemmeligheder - og det er derfor en medvirkende årsag til, at processen foregår i stærk fortrolighed.

Efter at selskabet er undersøgt, forhandler man købesummen og eventuelle andre vilkår for aftalen såsom garantier eller konkurrenceklausuler.

Næste trin er at få udarbejdet en overdragelsesaftale, der dikterer vilkårene for handlen. Overdragelsesaftalen er en vigtig del af virksomhedsoverdragelsen, da den sikrer, at begge parter er indforståede med betingelserne for handlen.

Først herefter kan handlen offentliggøres. Ofte sker det, når ændringerne er registreret i CVR-registret.

Kilde: Legal Desk

- Der har været store udfordringer de seneste år. Især de to brande har kostet dyrt, så det er min overbevisning, at et salg nu er den bedste løsning, så vi kan bevare virksomheden og fortsat bidrage til udviklingen af det grønlandske samfund.

Usisaat samlede for et par år siden alle sine aktiviteter i Nuuk i et nybygget hovedsæde på Qeqertanut. Byggeriet blev ramt af to storbrande inden indflytningen.

Det kommer ikke som den helt store overraskelse, at Hans Gerstrøm nu har besluttet sig for at sælge Usisaat. Allerede i 2017 forlod han direktørposten i selskabet i forbindelse med et generationsskifte – og på selskabets generalforsamling i 2023 overlod han formandsposten i bestyrelsen til Peter Wistoft.

Samtidig er ejerkredsen blevet gradvist blevet udvidet. I forbindelse med generationsskiftet i 2017 kom Nalik Capital og Danmarks Eksport og Investeringsfond med – og i 2020 blev ejerkredsen yderligere udvidet med pensionskassen Sisa. 

Forhandlinger bag lukkede døre

Hvordan de øvrige ejere kommer til at indgå i en fremtidig virksomheds-konstruktion, ønsker Hans Gerstrøm ikke at oplyse.

- Det hverken kan eller vil jeg sige noget som helst om. Som bekendt foregår virksomhedsoverdragelser altid i den dybeste hemmelighed. Det er spillereglerne – og dem følger jeg naturligvis.

- Men salget sker med fortsat drift for øje. Der er altså ikke tale om en afvikling, men derimod en udvikling af Usisaat.

Heller ikke Usisaats administrerende direktør, Kenneth Jahn Andersen, der tiltrådte februar 2023, ønsker at kommentere selve salgsprocessen.

Men i forbindelse med årsregnskabet for 2022 udtalte han til Sermitsiaq i september sidste år, at selskabet efter hans overbevisning er inde i en positiv udvikling med tilgang af flere nye store kunder inden for virksomhedens kerneområde, som er logistik.

Aktiv pensionist

Selv om Hans Gerstrøm nu endeligt forlader Usisaat, kommer han ikke til at kede sig.

- Jeg har siden 2016 år interesseret mig for Minik Rosings gletsjermels-projekt, hvor jeg har været med på sidelinjen og blandt andet har hjulpet med at skaffe gletsjermel til forskningsbrug. Det første to tons ler gravede jeg op med hakke og skovl i Maaluto. Efterhånden har vi sendt over 200 tons afsted.

- Det er et fantastisk råstof, som får stor betydning i fremtidens landbrug både i Europa og den 3. verden – ikke alene fordi det kan bruges til jordforbedring, men også fordi det viser sig, at gletsjermel kan binde CO2 og dermed være med til at løse en af verdens allerstørste udfordringer.

- Så jeg har nok at tage mig til, selv om jeg nu skal til at være rigtig pensionist, siger Hans Gerstrøm.

Usisaats årsregnskab for 2023 er endnu ikke offentliggjort.

Usisaats historie:

Historien om Usisaat går helt tilbage til 1982, hvor virksomheden blev grundlagt af ægteparret Akisooq Poulsen og Hans Gerstrøm i Ilulissat.

Usisaat har siden 1991 haft hovedsæde i Nuuk. Usisaat, der har flere end 100 medarbejdere, har desuden kontorer i byerne Ilulissat, Aasiaat, Narsaq og i Qaqortoq og tilbyder flytning, opmagasinering, luftfragt, spedition og shipping med mere.

Oprindeligt var Usisaat en ejerledet familievirksomhed med Hans Gerstrøm i spidsen. Som et led i et generationsskifte overtog Arnannguaq Gerstrøm direktørposten i 2017 efter en årrække, hvor hun havde påtaget sig flere og flere opgaver i familiefirmaet.

Det kom derfor som en stor overraskelse for alle, da Arnannguaq Gerstrøm i oktober 2021 valgte at stoppe i familiefirmaet efter godt fire år på direktørposten. Hun bor nu i Silkeborg med sin familie og har her fået en karriere både som musiker, komponist og ikke mindst som leder af Inuna Podcast.

Udover flytning og logistik driver Usisaat også et værksted og har i dag forhandlingen af Volvo personbiler og entreprenørmaskiner, Man-lastbiler samt Manitou entreprenørmaskiner i Grønland.

Powered by Labrador CMS