Udfordringer ved IOK-systemet
Selvom fiskeri med individuelt omsættelige kvoter er bedre
i forhold til olympisk fiskeri, er der mange udfordringer, som
man skal være opmærksom på fra starten, siger en fisker fra
Qeqertaq, der er overgået til IOK-systemet
Ifølge Hans Henrik Broberg, som er fisker i
Qeqertaq, der ligger nord for Ilulissat, ligger
der et stort økonomisk ansvar, når man
fisker med IOK, da man hele tiden skal være
opmærksom på at købe kvoter fra andre
fiskere eller fiskeriselskaber, hvis man har
opbrugt sin kvote.
Privatfoto
Royal Greenland, der har 37 fiskefabrikker og anlæg i Grønland, og en markedsandel på hele 60 procent for indhandling af hellefisk, har mulighed for at yde lån og kreditter til fiskere, der ønsker at anskaffe sig fiskeredskaber, nye joller og motorer.
Det sker mod et krav om, at pågældende fisker indhandler hos selskabet under lånets løbetid. Denne fremgangsmåde sikrer råvareforsyningen og produktionen i fiskefabrikkerne samt at lånes betales tilbage.
Èn af de fiskere, der har benyttet sig af denne lånemulighed fra Royal Greenland, er Hans Henrik Broberg, som er en driftig fisker fra Qeqertaq nord for Ilulissat.
Store landingsmængder
Hans Henrik Broberg fik rådgivning og hjælp af Royal Greenlands fiskerikonsulenter til anskaffelse af en Poca 770 fiskefartøj med tilhørende fiskeudstyr, og han købte samtidigt Individuelt Omsættelige Kvoter, IOK, på 15 tons til en kilopris på 13,50 kroner fra Royal Greenland.
Når hans kvotemængde er opbrugt, får han hjælp af selskabet til anskaffelse af yderligere kvoter, som han enten køber eller afbetaler ved indhandling, og han har formået at øge sine kvotemængder markant med tiden.
– Mine landingsmængder ligger nu mellem 70 og 80 tons hellefisk om året afhængigt af forholdene på fiskepladserne. I starten af dette år havde jeg en IOK på omkring 60 tons, og jeg havde indhandlet for op mod 30 tons hen mod slutningen af juli, så jeg regner med at købe yderligere kvoter senere på året, siger han.
Han har tidligere fisket med en jolle, der var op mod seks meter, og oplevet, at der kan være økonomiske udfordringer ved overgangen fra olympisk fiskeri til IOK.
Økonomisk ansvarlighed
Der ligger et stort arbejde bag fiskeri med IOK.
– Hvis man har opbrugt sin kvote, kan man blive nødt til at betale over 300.000 kroner til køb af ekstra kvoter, så man kan fortsætte med at fiske. Der ligger derfor et stort økonomisk ansvar ved fiskeri med IOK, siger Hans Henrik Broberg, der mener, at det kan blive svært at drive et rentabelt fiskeri, hvis man kun har en IOK på 20 eller 30 tons i fiskeri efter hellefisk i forvaltningsområde 47.
Udfordringer
Hvis fiskere ønsker at indgå direkte i IOK fiskeriet, hvor de ikke tidligere har fisket i det olympiske fiskeri i forvaltningsområde 47, så skal de købe kvote via en kvoteportal, og det kan ifølge Hans Henrik Broberg blive en stor udfordring.
– Det vil blive meget svært for de unge, der ikke har midler til at købe en kvoteandel, at komme ind i fiskeriet med IOK, og jeg tror derfor, at mange fortsat vil fiske i olympisk fiskeri.
– Hvis en jollefisker som fisker med IOK, vælger at sælge sine kvoteandele kan vedkommende ikke overgå til olympisk fiskeri, og så må vedkommende blive nødt til at stoppe med at fiske efter hellefisk. Jeg håber ikke, at det er hensigten med den nye fiskerilov, siger han.
Hans Henrik Broberg blev færdig med afbetalingen på sin Poca 770-fartøj i juli, og på trods af, at han mener, at der er mange udfordringer, er han er taknemmelig for, at Royal Greenland gav ham mulighed for at udføre fiskeri med IOK.