Tusass leverer trecifret millionoverskud

Post- og teleselskabet Tusass A/S leverede et overskud efter skat på 124 millioner kroner i 2023, hvilket er otte millioner kroner højere end året før.

Offentliggjort

Tusass A/S kan igen levere en udbyttebetaling på 87,6 millioner kroner til Landskassen og samtidig lægge et større millionbeløb til side for at stå bedre rustet til fremtidige investeringer, som selskabet står overfor.

Årsregnskabet for 2023 viser en omsætningsfremgang fra 795 millioner kroner i 2022 til 823,6 millioner kroner, og egenkapitalen har aldrig været højere i selskabets historie og er nu opgjort til 1,3 milliarder kroner.

Flere investeringer på vej

Det positive årsresultat glæder ledelsen i det selvstyreejede selskab, idet man står over for flere store investeringer:

  • Udbygning af 5G-nettet
  • Nye satellitinvesteringer
  • Nye søkabler i syd og nord
  • Nyt datacenter

Den nye administrerende direktør Toke Binzer, der overtog chefroret fra Kristian Reinert Davidsen i marts i år, understreger i en pressemeddelelse, at det er nødvendigt med en “benhård økonomistyring”, så der kan spares op til de kommende investeringer.

Ny strategi skal defineres

Når indeværende år er omme markerer det også afslutningen for en vellykket strategiperiode, og selskabet skal nu i gang med at definere sin kommende strategi, hvorom bestyrelsesformanden Ulrik Blidorf udtaler:

- Det er en spændende og udviklende tid Tusass står overfor, som kalder på forøget fokus på ESG og sikkerhed samt endnu bedre produkter, som kan styrke kundernes forbindelser til hinanden og til omverdenen. Det er en opgave vi tager meget alvorligt. Derfor skal vi fortsætte den målrettede økonomistyring vi har sat os for - alternativet vil ikke gavne Grønland. Vi skal kunne ruste os til fremtidige investeringer.

Igennem flere år er antallet af medarbejdere blevet reduceret og 2023 var ingen undtagelse, hvor selskabet reducerede personaleomkostningerne med 4,2 procent og havde 15 færre medarbejdere i forhold til året før, så der ved slutningen af 2023 var 344 ansatte i selskabet.

Dataforbruget er øget

Dataforbruget blandt kunderne fortsætter med at stige. Således steg mobil-datamængden med 12 procent, mens internet-datamængden steg med 10 procent. Det lykkedes også at øge pakkemængden med 9 procent, mens faldet i brevsendelser fortsætter sit dyk med et minus på 18 procent.

I løbet af 2023 har selskabet foretaget investeringer for 228,1 millioner kroner, hvilket udgør 28 procent af omsætningen. Det er blandt sket ved at udrulle 5G internet til flere byer med en fordobling af internethastigheden til følge, og 2023 blev året, hvor “vi endelig kunne vinke farvel til forbrugstakserede internetprodukter for privatkunder takket være vores nye satellitaftale med Hispasat”, som bestyrelsesformanden udtrykker det i årsberetningen. 

Desuden er der også brugt penge på havbundsundersøgelsen af et nyt søkabel mellem byerne i Qaqortoq i syd og Aasiaat og Diskobugten i nord, mens radiokæderne er blevet opgraderet.

Situationen på Østkysten

Specielt forbrugerne på Østkysten har klaget over dårlige teleforbindelser, og bestyrelsesformanden erkender dog også, at idriftsættelsen af Tusass’ egen Greensat-satellit i samarbejde med spanske Hispasat ikke er gået uden problemer.

- Vores tekniske division har i løbet af året arbejdet utrætteligt med at migrere forbindelserne over på vores nye satellit, hvilket desværre skabte midlertidigt ustabile forbindelser i Østgrønland. Til trods for udfordringerne er vi stolte af, at vores nye Greensat-satellit giver seks gange mere kapacitet, hvilket er årsagen til, at Qaanaaq, Savissivik, Siorapaluk & fåreholderne i Sydgrønland nu også har adgang til flatrate-internetprodukter, skriver Ulrik Blidorf i årsberetningen.

Beskeden gæld

I modsætning til Royal Arctic Line og Royal Greenland, der er tynget af store gældsposter, så ser det anderledes ud for teleselskabet. De lang- og kortfristede gældsforpligtelser er opgjort til henholdsvis 12 og 168 millioner kroner.

Årsrapporten bliver fremlagt på selskabets generalforsamling den 17. maj, hvor regnskabet formelt bliver godkendt.

Powered by Labrador CMS