Tusass A/S skal på ny direktør-jagt
Kort tid efter at Tusass A/S besluttede, hvem der skulle være ny topchef, har et medlem af direktørgruppen valgt at sige op.
Obs: Tusass oplyser, at det retteligt var bestyrelsen, der ansatte Jonas Hasselriis som ny vicedirektør og ikke Toke Binzer, som det tidligere fremgik af artiklen.
Efter 11 års ansættelse i telekoncernen Tusass A/S, hvoraf de 10 år har været som medlem af direktørgruppen, oplyser Flemming Drechsel, at han har afleveret sin opsigelse.
Via det sociale medie Linkedin skriver Flemmning Drechsel, som har titel af Chief Wholesale Officer (engros), følgende:
Jeg er ikke i tvivl om, at det er rigtigt for mig at forlade Tusass på dette tidspunkt. Men alligevel har jeg en næsten overvældende følelse af at miste noget, der har betydet meget for mig gennem alle disse år: Højt skattede medarbejdere, spændende projekter og værdifulde ansvarsområder, samt utallige dygtige og pålidelige samarbejdspartnere, såvel kunder som leverandører. Det har i sandhed været en fornøjelse!
Intet job på hånden
Der er ikke tale om, at Flemming Drechsel smækker med døren, da han i et lille stykke tid endnu vil have et særligt fokus på at overleveringsprocessen sker ”så smidig som mulig”.
- Og derefter vil jeg se mig om efter en ny og meningsfuld rolle andetsteds, lyder det slutteligt i LinkedIn-opslaget.
Kristian Reinert Davidsen, administrerende direktør i Tusass, udtaler til Sermitsiaq.AG om fratrædelsen:
- Vi har sat stor pris på Flemmings indsats igennem årene, og samarbejdet med ham i direktørgruppen igennem de sidste 10 år er værdsat. Vi er kede af at se ham gå, men vi respekterer hans beslutning om at stoppe og vi ønsker ham alt det bedste for fremtiden.
- Flemming forlader os ikke med det samme, så der vil være tid til at finde en god overgangsløsning, lyder det i et skriftligt svar fra Kristian Reinert Davidsen.
Større udskiftning
Opsigelsen kommer kort tid efter, at Tusass’ bestyrelsesformand Ulrik Blidorf kunne oplyse, at Toke Binzer pr. 1. marts skal overtage stillingen som administrerende direktør og efterfølge den nuværende topchef, Kristian Reinert Davidsen, der skal tilbage til Færøerne for at være administrerende direktør i Føroya Tele.
I samme forbindelse ophøjede bestyrelsen direktøren for teknik og infrastruktur, Jonas Hasselriis, til ny vicedirektør.