Turistoperatør i Ilulissat: Vi skal samarbejde
Med udsigten til en ny international lufthavn i Ilulissat, forventes turismen at stige markant de kommende år. Turistoperatørerne er klar og vil samarbejde tæt, for de har hver især noget at tilbyde.
Den nye internationale lufthavn i Ilulissat er forsinket, men seneste melding fra KAIR lyder, at den åbner i 2025.
Illustration: KAIR
ABONNENTER
Denne artikel er fra en af Mediehusets aviser.
Fremover vil historier som denne kræve abonnement.
God læselyst, og god fornøjelse.
Den nye atlantlufthavn i Ilulissat åbner efter
planen i 2025, og til den tid forventes turismen at stige markant. Flere nye,
lokale turistoperatører har de senere år meldt sig på banen herunder Naleraq
Sea Safaris, der i forvejen driver Restaurant & Bar Naleraq. – Min mor startede restaurant og bar Naleraq i Ilulissat, hvor vi
gennemførte et generationsskifte i 2014. I 2019 købte vi en Targa og startede
så småt med at sejle med turister. Det blev udvidet i 2022, hvor vi købte
politikutteren Sisak, som i dag hedder MS Heidi, fortæller ejer Heidi Jensen,
der driver Naleraq restaurant og bar og turistvirksomheden Naleraq Sea Safaris
sammen med sin mand Preben Jensen, der er uddannet kystskipper.
I 2023 sejlede MS Heidi en tur til Pituffik,
Qaanaaq og Siorapaluk med medlemmer af Grønlandsudvalget i Folketinget.
Derudover har MS Heidi også haft forskellige erhvervsdrivende ombord, medlemmer
af Nalaakkersuisut og turister.
– Der er stor efterspørgsel på at komme ud og sejle. Og der kan også være
pres på hotellerne, og der er det en fordel, at vi kan tilbyde overnatning
ombord på skibet.
Udfordringer i byplanlægning
De kommende år bliver travle, forventer Heidi Jensen, og det vil udfordre byen
på flere planer. – Ilulissat har mange selvstændige operatører, og vi har alle hver især
noget at tilbyde. Jeg ser, at der er muligheder for både at samarbejde med
andre operatører og samtidig tilbyde forskellige services. Vi skal alle
tiltrække mere lokal arbejdskraft til byen, og sikre en bedre udnyttelse af
både vandkraftværk og solenergi, som er fornuftige løsninger, der samtidig sender
et godt signal til turisterne.
Ifølge Heidi Jensen ligger der i dag nogle
udfordringer i den nuværende byplanlægning, der gør det svært at udvide
Ilulissat. – Byen er lukket lidt inde af Unesco-området, vandspærrezonen og
lufthavnen, der gør det svært at udvide, og det er der behov for på sigt, hvis
vi får flere turister. Myndighederne spærrer på den måde for, at de
erhvervsdrivende kan komme i gang med projekter, og jeg oplever at lovgivningen
er lidt firkantet på det område. Det handler ikke alene om hoteller,
restauranter og lignende, men også om at bygge helt almindelige boliger til de
ansatte inden for turisterhvervet.
Lokale guider
Derudover kunne Heidi Jensen godt tænke sig, at også Nordgrønland fik deres
egen turistskole på linje med uddannelserne til Arctic Guide og Adventure Guide
ved Campus Kujalleq i Qaqortoq. Det ville nemlig medføre, at de unge i
Nordgrønland kunne uddanne sig og blive guider samme sted, som de er vokset op. – De er meget vigtigt, at det først og fremmest er lokale, der guider turister
her i Ilulissat. Det giver en helt anden og meget autentisk oplevelse, når
guider kan krydre deres fortællinger om byen og Isfjorden med personlige
oplevelser og beretninger. Det er samtidig noget, som turisterne efterspørger,
fortæller Heidi Jensen.