Tre turistaktører: Derfor er vi med

Tre turistoperatører fortæller her, hvorfor de deltager til turistmessen, Vestnorden Travel Mart i Island.

Mia Biilmann Larsen og Karen Buus fra Air Zafari i Ilulissat er med på turistmessen, Vestnorden Travel Mart i Island i disse dage.
Offentliggjort

Ginny Howells er irer og har boet forskellige steder i hele verden.

- Men jeg bliver ved med at komme tilbage til Grønland, siger hun.

Ginny Howells

Ginny er med på turistmessen, Vestnorden Travel Mart, hvor hun repræsenterer sin turistvirksomhed, Wild Greenland, der har base i Isortoq Reindeer Station i Sydgrønland, tre-fire timers sejlads fra Narsarsuaq. Stationen er grundlagt af Stefan Magnussen i 1990.

- Jeg kom for fem år siden for første gang, for at stå på ski over Indlandsisen og siden da har jeg brugt enhver undskyldning på at komme tilbage, griner hun og forklarer, at det var sådan, hun fandt Stefan, som hun stiftede Wild Greenland med i 2017. I 2019 havde de deres første sæson, som gik helt fantastisk, siger hun.

- Og så ramte corona.

Ginny Howells er overbevist om, at Grønland er den næste store ting.

- Jeg tror, folk vil vide alt om Grønland. Især her efter corona, som lukkede hele verden, undtagen Grønland. Det tror jeg, folk finder fascinerende. Derfor tror jeg, at der vil komme flere og flere mennesker til Grønland de næste år, for de vil opleve det vilde og livet som en slags pioner, siger hun.

Air Zafari, Ilulissat

Mia Biilmann Larsen er datter af stifterne af Air Zafari. Nu er hun selv pilot og direktør i firmaet. Hun deltager i Vestnorden sammen med Karen Buus. Mia forklarer, at det har været vigtigt for dem at deltage, efter to år med corona.

- Så det har været en periode, der har været turbulent for en masse virksomheder, specielt for turisme, så Vestnorden er et rigtig godt samlingspunkt for alle os, der er i denne her branche og for alle os, der skal ud og repræsentere Grønland og egentlig også har overlevet coronatiden, siger hun.

Mia er ovenud glad for at deltage i årets turistmesse.

- Det er skønt at se folk være i gang igen og alle er glade for at kunne mødes og tale sammen igen. Selvom mange af operatørerne kommer fra samme land, så er det ikke altid, at vi har mulighed, for at besøge hinanden og se, hvad hinanden kan levere, så Vestnorden Travel Mart er et rigtig godt udgangspunkt for os i Grønland til også at mødes, siger hun.

Karen Buus indskyder, at der var en virkelig fin forventningens glæde, da de grønlandske operatører mødtes i forgårs.

- Jeg synes, der var en virkelig fed energi, der sagde, at nu skal vi i gang sammen.

Qajaq Seaways

John David Eriksen er med til Vestnorden for første gang med Qajaq Seaways.

John David Eriksen

- Vi er med, så vi forhåbentlig kan tiltrække nogle turister til Grønland, der også kan lægge penge i landet, siger han.

- Vi vil gerne udvikle vores turistfirma, siger John David Eriksen, der ejer firmaet med Johan Rosbach.

Lige nu satser de på flere turister, når lufthavnen bliver en realitet, men de vil ikke ligge på den lade side og forsøger altså allerede nu, at lokke flere til.

- Det er meget spændende, at være med til Vestnorden Travel Mart. Vi får også selv inspiration til vores lille firma, ved at komme her og lære af andre, siger han.

Powered by Labrador CMS