Til havs er alt lige rundt om hjørnet: Tilbage til fortiden
AG har været på sightseeing i de nedlagte bygder Nordafar og Færingehavn, der engang var bosted for færøske fiskere. På turen blev det også til møde med hvaler og søpapegøjer. En vild og mindeværdig tur.
Havet var blikstille ud til min side af hjemmet. Til gengæld er vandet i Kolonihavnen mere uroligt, vinden kølig og solen er dækket af skyer. I en Targa betyder de små bølger dog ingenting. De vugger os mere i en let søvn. Ok, ok, måske mest mig, der slumrede ind. Klokken er jo ikke mere end ti formiddag på en højhellig søndag.
Da jeg bestilte turen, var det ikke gået op for mig, at det ville være på Mors Dag. Det var kun fordi min yngste brugte alle sine penge fra mig til at købe mig gaver om lørdagen, at det gik op for mig, hvilken dag jeg skulle afsted på, så det blev til en dejlig Mors Dag på havet.
Det skriver avisen AG.
En anden af passagererne er 55-årige Jan Heegård Petersen, der er gæstelærer på Ilisimatusarfik, og er i Nuuk for første gang.
- Jeg har fået anbefalet af alle, at jeg skal tage ud og se noget natur udenfor Nuuk, så nu benytter jeg chancen, siger han og tilføjer, at han håber på at se hvaler på turen.
- Det vil jeg gerne kunne sige, hvis jeg skulle være så heldig at se hvaler.
Jan Heegaard Petersen havde ikke hørt om Færingehavn eller Nordafar, før han kom herop, men han har googlet sig frem til stedet inden afgang.
Vi vender tilbage til Jan, når turen er ved at være slut.
Dagens kaptajn ombord på Greenland Cruises Targa, Mala, er Georg Jonathansen på 32 år, som har arbejdet for firmaet hver sommer siden 2018. Han blev uddannet adventureguide i 2016.
- Vi har kaffe og te bagi. Selfservice, siger han til passagererne.
Forskellen på at sejle rundt i Ilulissat og Nuuk er sproget og isbjerge, siger han. Der er ingen isbjerge i Nuuk, og passagererne snakker mest på dansk, mens han i Ilulissat snakker mest engelsk med passagererne.
Læs mere i avisen AG, som du kan få adgang til her: