Kommunikation
Tele-Post tjener færre penge
Resultatet før skat i 1. kvartal er 28,3 millioner kroner mod 34,3 millioner kroner i samme periode i 2013
Lavere indtjening og større afskrivninger på grund af store investeringer i 2013.
Sådan er virkeligheden nu for Tele-Post, som fredag har offentliggjort sit resultat for 1. kvartal 2014.
Tele-Post fastholder sin omsætning.
Resultatet før skat i 1. kvartal er 28,3 millioner kroner mod 34,3 millioner kroner i samme periode i 2013.
Nettoomsætningen i 1. kvartal er 203,5 millioner kroner og er faldet med 1 procent i forhold til 1. kvartal 2013.
Egenkapitalen udgør 967,9 millioner kroner den 31. marts 2014 mod 956,8 millioner kroner i 2013.
Salget af bredbåndsprodukter er steget med 3,6 millioner kroner i forhold til sidste år. Omsætningen af mobilroaming er faldet med 2,5 millioner kroner, som en konsekvens af, at priserne på roaming er sat ned, så de svarer til priserne i EU.
Salget af fastnettelefoni er faldet med 16 procent i forhold til samme periode sidste år.
Mere internet
Prisen for samtrafik på søkablet blev nedsat med 47 procent den 1. marts 2014.
- Der er således skabt mulighed for lavere priser på internet, både hos Tele-Post og hos konkurrenterne, skriver Tele-Post, som i slutningen af marts etableret et 4G-netværk i Sisimiut, så der nu er mulighed for at opnå højere hastigheder på det lokale mobile netværk.
Flere pakker
Antallet af pakker steg i 1. kvartal 2014 med 7,2 procent i forhold til 1. kvartal 2013. Denne stigning skyldes udviklingen i e-handelen.