Tele-Post sænker priser drastisk

Privatkunder kan se frem til en prisnedsættelse på 50 procent på nogle af Tele-Posts produkter - ingen billigere bredbånd til private kunder

Tele-Post kan nu fremvise et halvårsresultat på 58 millioner kroner. Og det kommer nu virksomhedens kunder til gode. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Tele-Post kan nu fremvise et halvårsresultat på 58 millioner kroner før skat. Og det kommer virksomhedens kunder til gode.

Det lover Tele-Posts konstitueret administrerende direktør, Steen Montgomery-Andersen.

Han bebuder fortsat store investeringer i blandt andet sikring af søkablet og udbygning af mobilnetværket og radiokæden. Der vil desuden være mærkbare prisnedsættelser, foreløbig på to områder:

Som privatkunde kan man se frem til en prisnedsættelse på hele 50 procent, idet Tele-Post har bedt myndighederne om lov til at sænke afgiften på mobildata.

Læs også "Tele-Post skovler millioner ind"

Ingen prisnedsættelse på bredbånd
Også for erhvervskunder med netværk internt i virksomheden er nyheden god: Her vil Tele-Post nemlig også halvere prisen på den dataservice, der kaldes ”MPLS VPN ”. Disse prisnedsættelser bebudes året efter, at selskabet sidst sænkede sine priser mærkbart på bredbånd.

- Desværre kan jeg endnu ikke sige, hvornår ændringerne kan træde i kraft. Jeg vil dog tro - og håber ikke mindst for kunderne - at det bliver snart, eftersom den ene ansøgning har ligget til behandling hos Telestyrelsen siden midten af marts og den anden fra begyndelsen af juni, siger Steen Montgomery-Andersen.

Telestyrelsens seneste udkast til afgørelse af prisen for samtrafik lægger desuden op til, at priserne for internet vil falde. Dette har ikke tidligere været muligt på grund af lovgivningen. Og som lovgivningen er på nuværende tidspunkt kan Tele-Post derfor ikke sænke prisen på eksempelvis bredbånd til private kunder, lyder forklaringen til Sermitsiaq.AG.

Powered by Labrador CMS