Styrelse godkender ny lufthavn til åbning
Greenland Airports meddeler, at de sidste godkendelser fra Trafikstyrelsen er kommet i hus til åbning af lufthavnen i Nuuk. Trafikstyrelsen oplyser, at der stilles ekstra krav til sikkerhedsprocedurer i opstartsfasen.
Nuuk International Airport er blevet godkendt og klar til åbning.
Foto: René Christensen
Flere års omfattende anlægsarbejde med blandt andet flytning af millionvis af kubikmeter fjeld er nu afsluttet med en godkendelse fra Trafikstyrelsen af Nuuk International Airport.
Godkendelsen er kommet i hus ganske få timer før den store indvielse finder sted, og Air Greenlands Tuukkaq ifølge planen skal lande kl. 12.35 torsdag middag.
Det er Greenland Airports, der oplyser på Facebook, at Trafikstyrelsen nu har blåstemplet lufthavnen med den 2200 meter lange landingsbane:
- Trafikstyrelsen har efter grundig gennemgang godkendt, at
vi slår dørene op til Nuuk Internationale Lufthavn den 28. november, siger administrerende direktør i Greenland Airports, Jens Lauridsen og fortsætter:
- Det er historisk og vil åbne en verden af nye muligheder
for hele landet, når det for første gang bliver muligt at flyve direkte til
landets hovedstad over Atlanten. Det har krævet en lang, hård og dedikeret
indsats fra medarbejderne hos Greenland Airports og vores samarbejdspartnere at
nå i mål. Jeg vil gerne takke hele holdet for deres engagement og målrettede
arbejde.
Styrelse stiller ekstra krav i opstartsfase
Trafikstyrelsen har natten til torsdag udsendt pressemeddelelse om godkendelsen, og her fremgår det, at styrelsen stiller ekstra krav i opstartsfasen.
Det forklarer kontorchef i Trafikstyrelsen, Henrik Ellermann:
- Vi har godkendt, at sikkerheden er i orden omkring den nye 2.200 meter lange landingsbane. Godkendelsen er givet på en række vilkår, der afspejler, at lufthavnen er i en opstartsfase, hvor det er nødvendigt med nogle ekstraordinære foranstaltninger og begrænsninger, indtil lufthavnen er helt på plads med alle de nye procedurer og faciliteter, udtaler kontorchefen og fortsætter:
- Det betyder fx, at vi stiller krav om ekstra sikkerhedsprocedurer i dårligt vejr, og at landingsbanen skal være ryddet for sne og is døgnet rundt, så friktionen på asfalten er optimal. Et andet vilkår handler om, at luftrummet over lufthavnen kun må benyttes af de fly som allerede flyver i Grønland, det vil sige Air Greenland og Icelandair.
Ifølge kontorchefen er det almindeligt, at en godkendelse bliver givet med en række vilkår, og styrelsen vil i den kommende tid følge op med yderligere tilsyn.