Hovedstadsplan

Største boligplan i Grønlands historie skudt i gang

En boligplan til fire til fem milliarder kroner og som indbefatter 1600 boliger i hovedstaden Nuuk, blev præsenteret tirsdag og bag står en samlet kommunalbestyrelse i Kommuneqarfik Sermersooq.

asii Chemnitz Narup, borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq.
Nuuk skal have en ny bydel, der skal huse 5000 mennesker, afslørede borgmester Asii Chemnitz Narup på pressemødet tirsdag.
Offentliggjort

Projektet skal sikre hovedstadsbyen økonomisk vækst og indeholder nye boliger, skoler, integrerede institutioner, skolepasningstilbud og en ny, gratis to-sporet tunnel, ja, en helt ny bydel, hvilket blot er nogle af de elementer, der blev præsenteret på et pressemøde i byrådssalen i Nuuk tirsdag formiddag.

Ny bydel

Efter planen skal 1600 nye boliger stå klar om otte år og en ny bydel har dermed set dagens lys. Siorarsiorfik, som bydelen hedder, skal huse 5000 mennesker, lyder planen. Og der skal bygges en ny stor skole, der kan rumme 1200 børn. Desuden skal Hans Lynge-skolen i Qinngorput udvides, så den kan tage yderligere 400 børn.

Se projektet Siorarsiorfik Animation her

- At udvide Nuuk med en helt ny bydel er den mest indlysende måde at imødekomme boligmanglen på, fastslår boligadministrationsselskabet Iserit.

Læs også: Hver anden skal bo i Nuuk

Asii Chemnitz Narup oplyste på pressemødet, at det storstilede boligprojekt skal varetages af et samlet konsortium.

- En nordisk bank og finansielle investorer er vi i dialog med, og de forhandlinger, vi har haft indtil nu, er meget realistiske, fastslår Asii Chemnitz Narup. Hun kunne ikke sætte et præcist tal på, hvormange af de 1600 boliger, der skulle være almennyttige lejeboliger. Men vurderingen lød på mellem en fjerdel og en tredjedel.

Ukendt hvem investorerne er

Konstitueret administrerende direktør Lars Møller-Sørensen, forklarede, at han på nuværende tidspunkt ikke kunne løfte sløret for, hvem man er i dialog med.

- Vi regner med at det bliver et stort konsortium med mange entreprenører under sig, siger Lars Møller-Sørensen. Prisen på 4-5 milliarder kroner er ikke alene en regning kommunen skal betale. Private investorer skal stå for en del af projektet. Det er en blanding af offentlige og private boliger, der skal bygges.

Se også: Hjemmesiden om den nye bydel

- I efteråret 2017 regner vi med at have planen endelig på plads over for konsortiet, der skal stå for byggeriet, og vort håb er, at selve starten på byggerierne går i gang i 2018, forklarede Lars Møller-Sørensen.

Et samlet konsortium

- Vi vil blandt andet kræve, at konsortiet bygger en fabrik, der kan fremstille de nødvendige materialer. Desuden skal lokal arbejdskraft benyttes. Tunnellen er en helt særskilt sag, hvor konsortiet får mulighed for at bygge boliger i nærheden af tunnellen, forklarede Asii Chemnitz Narup.

Kommunalbestyrelsesmedlem Justus Hansen fra Demokraterne sagde om planen via et videolink:

- Der har ikke siden etableringen af Kommuneqarfik Sermersooq som storkommune i 2009 været et vigtigere projekt end dette.

Til gavn for hele kommunen

Han var overbevist om, at planen ville gavne hele kommunen og ikke kun Nuuk.

Borgmester Asii Chemnitz Narup, der stod for præsentationen af de storstilede planer, siger:

- Alle partier har gennem hele processen arbejdet i samme retning og mod samme mål, fordi målet er langt vigtigere end partinavn eller normale koalitioner. Det er vigtigt, at kommunalbestyrelsen står bag visionerne for kommunen og hovedstaden og nu også bakker op om de helt konkrete tiltag i byudviklingsprojektet, fordi det vil styrke livet for Nuuks borgere og væksten i Grønland.

Gamle institutioner skal renoveres

I sammenhæng med de mange byggerier er det også kommunalbestyrelsens intention at renovere de gamle daginstitioner, der trænger til en opgradering.

Læs også: Ambitiøs boligplan vil skabe mange arbejdspladser

Ane Egede Mahæussen, 2. viceborgmester, fortalte på pressemødet, at det er nødvendigt med flere tømrerlærlinge, så opgaven kan gennemføres med lokal arbejdskraft.

- Vi skal udnytte vores egne ressourcer i dette land, fastslog Ane Egede Mathæussen.

Asii Chemnitz Natrup understregede om planen, der har været under forberedelse de seneste to år:

- Vi skal sikre fremtiden ved at være attraktiv. Mange grønlændere i Danmark skal komme hjem til Grønland. Vi ser frem til at de vil vende hjem. Vi har gode forhåbninger til fremtiden. Vi skal være ambitiøse, og vi mener, at vi er realistiske.

Rammeaftale med Selvstyret

Planen skal udmøntes via en rammeaftale med Selvstyret, før planen endelig er godkendt og kan gå i gang, når og hvis finansieringen kan komme på plads med banker, pensionskasser og evt øvrige finansielle investorer.

Læs også: Tunnel skal forbinde ny bydel med Nuuk

LÆS OGSÅ avisen Sermitsiaq, der udkommer på fredag. Her vil det storstilede projekt blive beskrevet i alle detaljer og de mange udfordringer analyseret.

Powered by Labrador CMS