Staycation succesen fortsætter

Naalakkersuisut har lavet en række aftaler med fagforeninger om feriefrirejser, så frirejserne kan bruges til staycation her i landet.

Naalakkersuisut indgår aftale om udvidet feriefrirejser med mulighed for staycation.
Offentliggjort

Staycation er nok kommet for at blive. Ordet blev brugt under corona, hvor flere lande indførte rejseforbud. I år har Naalakkersuisut endnu engang lavet en aftale om en udvidet feriefrirejse med en række fagforeninger.

Erfaaringerne med den udvidede anvendelse af feriefrirejsen har været gode og det er derfor Naalakkersuisut har indgået aftale med flere fagforeninger.

- Det glæder mig meget at staycation-ordningen også kan anvendes i år. Jeg håber at det giver flere mulighed for, og lyst til, at holde sommerferien her i landet. Vores land byder på mange oplevelser, uanset om man er til natur, kultur eller ren afslapning.

- Pandemien har ikke bragt meget godt med sig, men lige præcis denne nye fleksibilitet i brugen af ferierejser til at omfatte overnatninger i eget land er en god ting, siger Naalakkersuisoq for Finanser og Ligestilling, Naaja H. Nathanielsen.

Normalt kan en feriefrirejse kun benyttes til transport. Men i år ligesom i 2020 og 2021 kan man også booke overnatninger her i landet, så længe man ikke overskrider den maksimale beløbsgrænse. Beløbsgrænsen er på rejse mellem Grønland og København.

Aftalen gælder hele året

Aftalen om feriefrirejse med staycation mulighed gælder for hele 2022. Aftalen omfatter rejsende, der kan søge tilskud til feriefond hos AK, IMAK, ASG, KIGUT og PK/PPK. Andre feriefonde kan også gøre brug af aftalen.

- Ordningen indebærer at man kan konvertere det beløb, der ellers skulle være brugt på en rejse t/r til København fra tjenestestedet, til en rejse internt i Grønland. Hvis rejsen internt i landet er billigere end turen til København kan ordningen omfatte hel eller delvis dækning af hotelomkostninger på rejsedestinationen, oplyser Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.

Powered by Labrador CMS