Sprængning sætter gang i ny Tusass-strategi

Arbejdet med at etablere et nyt datacenter blev mandag igangsat med et højlydt brag.

Offentliggjort

Et af de centrale punkter i Tusass’ nye strategi, der løber frem til 2028, er fokus på drifts- og forsyningssikkerheden, hvilket et nyt datacenter i Nuuk skal sikre.

- Med denne sprængning har vi officielt igangsat det første initiativ i vores nye strategi. Jeg ser frem til, at det står færdigt i 2027, hvorefter vi vil komme til at yde mere sikre og stabile forbindelser til alle i landet, udtaler Ulrik Blidorf, der fik æren af at trykke på knappen, der udløste den første sprængning.

Det kommende datacenter får redundante systemer, så systemerne i centeret ikke påvirkes af strømnedbrud. Desuden vil det få betydning for cybersikkerhed og sikkerhed i al almindelig, bliver det forklaret på Tusass’ hjemmeside.

Forretningsudvikling

- Med datacenteret vil vores kunder kunne forvente større forsyningssikkerhed. Derudover udgør et datacenter, der lever op til Tier3 standarder, en mulighed for forretningsudvikling i landet. Teknologivirksomheder og kritiske leverandører vil ofte stille krav til den kritiske infrastruktur, herunder at deres systemer og data kan placeres i et Tier3 datacenter. Datacenteret sammen med de øvrige planlagte kritiske infrastrukturinvesteringer, vil kunne medvirke til forretningsudvikling i landet på den lange bane, oplyser Tusass.

Det er Permagreen, som skal stå for opførelsen af centeret i et samarbejde med Polar El og HJ-Tek, mens Johnson Controls, PM Energi, Scanpotec og Opmatic kommer til at stå for de tekniske installationer. Cowi er totalrådgiver med Masanti og Arkitema som underrådgivere.

Powered by Labrador CMS