Sømandshjemmet i Aasiaat fylder 50 år
Sømandshjemmet i Aasiaat blev åbnet som det tredje sømandshjem i Grønland i 1974 og fylder 50 år i år. Det bliver fejret med festgudstjeneste og kaffemik for alle.
Sømandshjemmet i Aasiaat fejrer 50 års jubilæum med kaffemik for byens borgere den 6. juli.
SØMA Aasiaat
Sømandshjemmene, nu kaldet Hotel SØMA er den ældste kæde i Grønland, når det gælder overnatning udenfor eget hjem her i landet.
For 50 år siden blev Sømandshjemmet i Aasiaat åbnet som det tredje sømandshjem i Grønland i 1974. I Nuuk og Sisimiut blev sømandshjemmene indviet allerede i 1969.
Indenlandsk Sømandsmission skriver, at allerede i 1973 kom den første føler fra Kongelig Grønlandske Handel, der ønskede at vide, om Sømandsmissionen ville være interesseret i at overtage to af handlens gæstehjem i Grønland i Aasiaat og Qaqortoq.
Bred accept
Der blev aftalt møde mellem KGH, Grønlandsministeriet og Sømandsmissionen. Både Grønlandsråd, landshøvding, præsterne i Grønland og kommunalbestyrelserne pressede på for at få Sømandsmissionen til at acceptere tilbuddet.
På hovedbestyrelsesmøde i Sømandsmissionen traf man i august 1973 en principbeslutning om at tage opgaven op. Egedesminde gæstehjem kunne overtages den 15. juni 1974. Qaqortoq blev åbnet senere, men er i dag lukket.
Kaffemik
Fødselsdagen vil blive fejret den 6. juli med festgudstjeneste i kirken ved biskop Paneeraq Siegstad Munk, derefter vil der være kaffemik på Sømandshjemmet i Aasiaat. Sømandsmissionens hovedbestyrelse og ledelse vil også være til stede.