Smag på kulturen: »Tamassa« – kom inden for

”Tamassa.”

Udover at være grønlandsk for ”Værsgo, kom indenfor” (ifølge ordbogshjemmesiden, daka, red.) til gæster er det også arbejdstitlen på et spritnyt turismeprodukt, der bliver udbudt til udefrakommende gæster samt lokale bosiddende i Nuuk. Et produkt, der skal supplere hovedstadens tilbud om vandreture i fjeldet og sejlture i fjorden og lade kunstnere få en større økonomisk gavn af den forudsete strøm af turister.

- Vi prøver her at skabe et andet slags ”space” der kan give turisterne et personligt indblik i kunstens og kulturens værksteder. En slags studiofølelse, hvor vi bruger Nuuk Kunstmuseums små mærkelige rum.

Sådan bød museumsleder Nivi Christensen i sidste uge velkommen til en indbudt skare af blandt andre turoperatører, der skulle teste konceptet. Produktet er udviklet i et samarbejde mellem Nuuk Kunstmuseum, Visit Nuuk og lokale kunstnere og kulturaktører. AG var med til generalprøven, der føltes som en slags running sushi med appetitlige bidder af vores samtidskultur.

Kort fortalt går ”Tamassa”-produktet ud på, at fem hold à 10 turister i løbet af tre timer får fem intime oplevelser med en kunstner i fem forskellige rum på Nuuk Kunstmuseum. I alt altså 50 turister ad gangen. Prisen vil ligge på 1.000 kroner pr. gæst for de tre timer, inklusive frokost.

Kunstneren kan være en sanger, billedkunstner, forfatter, trommedanser, kunsthåndværker eller hvem blandt kulturaktørerne, der kunne have lyst til at indgå i projektet. Selve mødet mellem turist og kunstner finder sted i de to første timer. Den tredje og sidste time slutter arrangementet af med en frokost, hvor de deltagende kunstnere spiser med, så dialogen kan indledes eller fortsætte mellem gæsten og kunstneren. Frokosten vil bestå af grønlandske specialiteter.

Omvendt version

Sidste uges test var en lidt omvendt version af det endelige produkt.

Vi indledte nemlig med frokosten, som var leveret af kunstmuseets nabo, Hotel Nordbos Restaurant Tunit. Menuen stod på små mundrette bidder af kammusling ceviche, vandbakkelser med røgost og stenbiderrogn, en lille sandwich på hvidt brød med ”gammel knas,” syltet rødløg og rensdyrpølse. Samt moskus chorizo med chili mayo og rørt snekrabbe med avocado.

Da appetitvækkerne var indtaget, blev vi i dagens specialindbudte flok delt op i tre grupper af fem-syv personer med hver vores guide, i form af museets daglige kuratorer.

Forude ventede os fire forskellige kunstneriske oplevelser.

Anført af museumsinspektør Kristine Bønløkke Spejlborg gik vi i gåsegang gennem museet, ned og op ad trapper, indtil vi på førstesalen mødte Ivaana, sanger og musiker, der sad klar med sin guitar og et smil. Vi satte os på stole i halvkreds om hende og lyttede, mens hun spillede fire af sine vanvittigt melodiske og stemningsfulde sange, i en akustisk version. Imellem numrene fortalte Ivaana lidt om sig selv, og hvordan det at spille guitar betyder at finde frem til en indre ro.

Og roen fandt også frem til AGs udsendte på klapstolen. De nærmest meditative toner fra Ivaanas guitar og stemme var balsam for sjælen i en julestress-uge, og blikket begyndte at vandre til væggene med Anne-Birthe Hoves skitser og Johan Markussens legesyge motiver fra Narsaq. Musik og billedkunst kan noget.

For mig skabte oplevelsen lige dér en fuldkommen logisk forbindelse mellem Narsaq og Jamaica - titlen (altså ”Jamaica”) på dagens fjerde og sidste nummer fra Ivaana. Det nummer, som for alvor fik hende frem på den grønlandske musikscene tilbage 2021, og som var med til at give hende Koda Awards prisen som årets sangerinde i 2022.

Intimt

Derfra videre tilbage ned ad trappen og ind i kunstmuseets allermindste rum, hvor multikunstner Varna og danser Ivi Luna tog imod. Det var en helt anden seance. I mørket, kun oplyst af en lysguirlande på gulvet sidder danseren klædt i hvidt. Lydtapetet er en storm - en snestorm måske? – som går over i melodiske toner og iføres Varnas stemme, der for mig minder om Anisette fra Savage Rose. Alt imens Ivi Luna bevæger og strækker sig inden for lyskædens grænse, forsigtigt og kontrolleret som man ville gøre på en isflage. Tænker jeg.

Wow. Også en anderledes og meget intim oplevelse.

Intimt og personligt, nærmest privat, bliver oplevelsen også hos min gruppes tredje kunstner, billedkunstner Mike Lynge. Han har stillet tre af sine karakteristiske malerier, fuld af detaljer, frem, og vi sidder omgivet af de velkendte grønlandsmalere i et af museets lidt større rum. Mike Lynge sidder meget af tiden på gulvet med ryggen til os eller står op for at pege enkelte ting fra malerierne ud for os. Alt imens han beretter fra sit liv. Blandt andet om følelsen af at være i eksil fra sin hjemby på grund af falleret kærlighed. Men også om folks forventninger til en kunstner fra Grønland.

- Folk vil have, jeg skal male isbjørne. Men jeg er født i Aalborg. Jeg kan male en gris. Hvorfor skulle jeg studere kunst for at male en isbjørn, lyder spørgsmålet fra kunstneren, hvilket får publikum til at smågrine.

Mike Lynge afslutter sin verbale tankestrøm med en tak til os.

- Tak for at lytte uden at afbryde eller komme med gode råd.

Monstre og spøgelser

Fjerde og sidste kulturbid er Maria Kreutzmann.

- Professionel monsterjæger. Det har jeg stående på mit visitkort, siger hun til en introduktion om sig selv og sin passion for de grønlandske mytefigurer.

Maria Kreutzmann skabte i 2018 i samarbejde med historiker Ujammiuaq Engell bogen ”Bestiarium Groenlandica.”

Meget passende befinder vi os nu i museets ”tupilakrum”.

Kunstneren fortæller os om historien bag tupilakken, som oprindelig er en hævngerrig figur. De første blev skabt af træ, og nogle af dem kan vi se i montrerne i tupilak-rummet. Derefter gik Inuit over til at skære dem ud i ben, hvilket jo var betydeligt nemmere i Grønland, hvor der er langt mellem træerne.

Maria Kreutzmann holder sit oplæg på engelsk, hvilket er en fin reminder for os om, at det jo nok også vil være det sprog, mange af de kommende lyttere blandt turister vil foretrække. Udover monstrene og mytefigurerne fortæller Maria Kreutzmann os også, at man elsker spøgelseshistorier i Grønland.

- Folk siger måske, at de ikke tror på spøgelser. Men det betyder ikke, at de ikke er villige til lige at fortælle om deres far eller kusine eller moster, som har oplevet noget med spøgelser. Det er altid meget nære historier, siger Maria Kreutzmann.

Selv om mange af denne dags ”turister” formentlig kender til tupilakken og til spøgelseshistorier i forvejen, tror jeg vi alle går derfra med følelsen af at være oplyst og godt underholdt.

Tilbage i museets nyeste og lyse lokaler runder museumsleder Nivi Christensen af med en opfordring til andre turisme- og kulturaktører i landet:

- Vi håber, det her er en model, der kan forene turister og kultur på tværs. Og andre må meget gerne brug ideen. Stjæl den endelig og løb med den – så vi kan få bredt den endnu længere ud!

Varna: Endelig

Samme ønske om at konceptet med kunst og turist når længere ud end Nuuk finder man hos musiker og multikunstner Varna.

- Jeg vil ønske det her bliver kopieret en million gange – og at vi så kan lave en million forskellige ting. Vi har savnet det her koncept virkelig meget, siger hun efter Tamassa-generalprøven.

Hun forklarer, at det er rart for en kunstner ikke at skulle puttes i en bestemt boks.

- Vi kan så meget andet end dét at stå og lave trommedans eller elektronisk musik med faste numre i en koncert, siger Varna, der bevidst valgte at arbejde med Ivi Luna, fordi hun er en ung, upcoming danser.

- At samarbejde med en danser giver mig helt andre muligheder end ellers. Det samme med hende (Ivi Luna, red.) for hun skal ikke tænke på at lave musik. Vi kan få det bedste ud af hinanden.

Hos Visit Nuuk forventer man, at turismeproduktet taler til en bred skare af turister.

- Jeg tror, det kommer til at appellere meget bredt. Der er jo også kulturinteresserede krydstogtsgæster, som ser det som en mulighed at købe det produkt i stedet for at tage i fjorden. Det vil kunne ramme vores high-end og meget attraktive adventure turister, og i virkeligheden også de familier som kommer hertil, hvor den ene måske er meget interesseret i at vandre, mens den anden er mindre interesseret og ”bare” vil gå på museum, siger destination manager Sara Nissen fra Visit Nuuk.

Det er samtidig en god idé at inddrage en kommunal institution som Nuuk Kunstmuseum i turismeerhvervet.

- Jeg synes, det er en fantastisk måde at bruge kunstmuseet som ramme for at give en lille smagsprøve og indblik i, hvad kulturen er i Grønland. Og hvad er det for nogle historier vi fortæller med kulturen, sådan at de kan blive et produkt, siger Sara Nissen.