Skræmmebilleder på cigaretpakninger

Skræmmebilleder af lig, sorte lunger og syge børn på cigaretpakningerne skal få danskerne til at holde op med at ryge.

Snart kommer der skræmmebilleder på cigaretpakningerne. Foto: Polfoto/LEXIUS WEINE
Offentliggjort

Sundhedsministeren vil nu sætte brutale skræmmebilleder med lig og syge børn på cigaretpakker. Det skriver MetroXpress.

Halvsorte lunger og lig, der ligger i et kølerum. Skræmmebilleder som dem kan danskerne godt vænne sig til på cigaretpakkerne.

Den såkaldte Forebyggelseskommission foreslog brugen af billeder på tobakspakker forleden. Det skal få flere til at kvitte røgen og lade være med at begynde at ryge. Og sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) er begejstret.

- Jeg synes, at forslaget om billedadvarsler er godt. Det kan jeg sagtens se for mig blive til virkelighed, når regeringen lancerer sin samlede nationale forebyggelsesplan efter sommerferien, siger sundhedsministeren, der nu vil drøfte forslaget med sine ministerkollegaer som led i forebyggelsespakken.

Sundhedsministeren kan - ifølge loven - ene og alene bestemme, om skræmmebillederne skal tages i brug. Men regeringspartiet Venstre støtter forslaget.

- Vi vil kigge på det, men det kommer an på, hvilke billeder man vil bruge, siger Venstres sundhedsordfører, Birgitte Josefsen, til avisen.

Socialdemokraterne er også med.

- Vi er absolut positivt indstillet, siger partiets forebyggelsesordfører, Flemming Møller Mortensen.

Skræmmebilleder på tobakspakker har været til heftig diskussion i Danmark i flere år.

Men nu ser der altså ud til at være bred enighed om ideen. Det glæder overlæge og forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse Hans Storm.

- Brugen af billeder på cigaretpakker har vist sig at være effektiv i canadiske undersøgelser, så det virker. Men det, der virker endnu bedre, er at øge afgiften på tobak, så cigaretter kommer til at koste mere end 50 kroner, siger han til metroXpress.

Det forslag har regeringen dog afvist.

I Grønland koster en pakke cigaretter 65 kroner.

Powered by Labrador CMS