Skæv start: Kunder sad fast i Nunavut
Fly blev aflyst, og kunder sad fast i Nunavut og måtte selv finde hjem via Danmark. Men nu kommer der styr på den nordamerikanske forbindelse igen, siger Air Greenland.
Dash-8-fly i lufthavnen i Iqaluit.
Foto: Kassaaluk Kristensen
Air Greenland har fået en dårlig start for ruten mellem Nuuk og Iqaluit, der planmæssigt skal beflyves fra april til oktober. Mangel på passagerer har betydet aflysninger allerede fra start.
Samtidig er der utilfredshed hos dem, der havde regnet med ruten. Sygeplejerske Paninnguaq Boassen fortalte på Facebook om, at Air Greenland efterlod hende og rejsepartneren i Canada. Det førte også til omtale på KNR.
Derfor understreger Air Greenland nu, at der stadig bliver fløjet i april.
– Der arbejdes på at den første ugentlige afgang bliver gennemført i denne uge, mens den resterende fartplan for ruten er uændret, hvor der flyves hver onsdag til og med 22. oktober 2025, skriver Air Greenland.
Ruten til Iqaluit har historisk haft problemer med at tiltrække passagerer og er åbnet og lukket i flere omgange. Senest åbnede den i juni 2024 i forlængelse af en samarbejdsaftale mellem Grønland og Nunavut.
De to kvinder, som satte fokus på aflysningen, var onsdag på vej tilbage fra Iqaluit til Grønland via København med fire flyvninger i alt. Vi har bedt Air Greenland om en kommentar til det.