SISA Pension fordobler afkast
Medlemmernes pension vokser med hele 670,3 millioner kroner.
Det betydelige afkast er medvirkende til, at medlemmernes opsparing i SISA Pension nu har rundet fem milliarder kroner, oplyser direktør Søren Schock Petersen.
SISA Pension har haft et rigtig godt 2021, når det angår pensionsselskabets investeringer. Afkastet er mere end dobbelt så stort som for 2020, oplyser SISA på sin hjemmeside.
Selskabet kører med to puljer af investeringer, som hedder Vækst og Stabil. I Vækst består puljen af omkring 60 procent aktier. Aktiebeholdningen er skruet ned til omkring 20 procent i Stabil-puljen.
Afkastet på de to puljer fremgår af denne tabel:
Ifølge SISA Pension vil en opsparing være placeret i Vækst indtil medlemmet er 59 år. Når medlemmet fylder 60 år flyttes opsparingen gradvist fra Vækst til Stabil frem til medlemmet bliver 70 år.
- Denne kombination af de to grundporteføljer betyder, at investeringsstrategien afhænger af ens alder. Set over et helt opsparingsforløb er det muligt at investere en større del af opsparingen i aktier, der har en større investeringsrisiko, men med mulighed for et højere afkast. Når man nærmer dig pensionsalderen sænkes risikoen, skriver SISA Pension på sin hjemmeside.
SISA Pension har fokus på investeringer i Grønland og har siden marts 2019 haft et investeringssamarbejde med Vækstfonden og Greenland Venture, der skal sikre kapital til grønlandske virksomheder.