konjunkturafmatning
Sermersooq Erhvervsråd: Vækst i hele landet
Den generelle konjunkturafmatning synliggør behovet for en øget vækst i den private sektor, mener Sermersooq Erhvervsråd
Den trængte økonomi mange steder kombineret med politiske udmeldinger og gennemførte tiltag samt den høje arbejdsløshed herhjemme får endnu engang Sermersooq Erhvervsråd til at råbe vagt i gevær.
Der skal simpelthen ske forbedringer. Nu.
Sådan lyder budskabet fra formanden for Sermersooq Erhvervsråd, Martin Ben Shalmi, i en pressemeddelelse.
Bestyrelsen for Sermersooq Erhverv finder det nødvendigt, at samfundet sætter større fokus på projekter og initiativer med direkte vækstpotentiale, så initiativer på både kort og langt sigt kan bidrage med vækst og beskæftigelse - i hele landet.
Kig fremad
- Det er nødvendigt at investere i fremtiden og ikke kun fokusere på fortiden. Det er også nødvendigt med investeringer i billiggørelse fremfor fastholdelse og udvidelse af serviceniveauet. Endvidere er det nødvendigt at intensivere de offentlige investeringer, eksempelvis på boligområdet til fordel for fastholdelse af beskæftigelse i byggebranchen og ikke mindst med henblik på at fastholde den private investeringsparathed, siger Martin Ben Shalmi, der mener, at den generelle konjunkturafmatning synliggør behovet for en øget vækst i den private sektor.
Sermersooq Erhvervsråd har været samlet i forbindelse med et bestyrelsesmøde i Tasiilaq, hvor erhvervsforeningen besøgte bygderne Kulusuk, Tiniteqilaaq og Sermiligaaq.
- Bestyrelsen har ved selvsyn konstateret, at Østgrønland har stor interesse for udenlandske turistoperatører, hvilket er glædeligt. Myndighederne bør dog sikre, at alle regler overholdes, så der skabes lige forhold mellem udenlandske og indenlandske operatører og samfundet sikres de lovbestemte indtægter fra erhvervet, påpeger Martin Ben Shalmi.