SAS tabte en milliard kroner i første kvartal
SAS forventer at opnå godkendelse fra en amerikansk domstol i forbindelse med chapter 11 i første kvartal.
Flyselskabet SAS tabte knap 1,5 milliarder svenske kroner fra november 2023 til januar 2024. Det svarer til en milliard danske kroner.
Det fremgår af SAS' regnskab for første kvartal.
Ifølge Jacob Pedersen, som er aktieanalysechef i Sydbank og følger luftfartsindustrien tæt, er underskuddet i SAS lidt større end forventet.
- Underskuddet i SAS-regnskabet er større end forventet - og det er især lidt højere omkostninger, der trykker, skriver han i en kommentar.
Selskabet er fortsat i gang med en såkaldt chapter 11-proces i USA, som er en form for konkursbeskyttelse.
SAS forventer, at den amerikanske domstol vil komme med sin endelige godkendelse i første kvartal i år, skriver selskabet i forbindelse med kvartalsregnskabet.
Et konsortium bestående af kapitalfonden Castlelake, flyselskabet Air France-KLM, Lind Invest og den danske stat vil samlet investere omkring 13,2 milliarder svenske kroner i SAS.
Det skal føre til en afnotering af det skandinaviske flyselskab.
Underskuddet understreger behovet for, at SAS får afsluttet konkursbeskyttelsen i USA med succes, mener Jacob Pedersen.
- På positivsiden kommer SAS formentlig ud af konkursbeskyttelsen i et attraktivt sommermarked, hvor selskabet med mange nye ruter og et gunstigt billetprismiljø har gode kort på hånden for at styrke indtjeningen markant, skriver han.
SAS' topchef, Anko van der Werff, siger til nyhedsbureauet Reuters, at forsyningskæder for reservedele stadig er udfordret efter pandemien. Det resulterer i højere omkostninger, siger han.
Anko van der Werff siger desuden til Reuters, at mens niveauet for virksomhedsrejser fortsat er lavere end i 2019, er fritidsrejser på et stærkt niveau.
I løbet af selskabets første kvartal steg antallet af passagerer med 6,3 procent sammenlignet med samme periode året før.
Det tyske luftfartsselskab Lufthansa har offentliggjort regnskab for 2023 torsdag morgen. Her fremgik det, at Lufthansa-koncernen tjente 1,7 milliarder euro, svarende til knap 12,7 milliarder kroner.
/ritzau/