Sænker kvote betydeligt af hensyn til bestanden

Den for økonomien vigtige rejekvote i Vestgrønland bliver sænket til 83.125 tons i 2025, oplyser Naalakkersuisut.

Den store rejekvote ved Vestgrønland sænkes betydeligt i 2025.
Offentliggjort

Naalakkersuisut havde egentlig sendt et forslag i høring, hvor rejekvoten udenskærs i Vestgrønland blev sænket til 89.687,5. Men nu oplyser Naalakkersuisut, at man har valgt at sænke kvoten endnu mere, nemlig til 83.125 tons.

Det oprindelige forslag til ny kvote var baseret på, at kvoten ifølge forvaltningsplanen maksimalt må variere med 12,5 procent. 

Den videnskabelige rådgivning er dog faldet helt ned til 80.000 tons, og Naalakkersuisut har valgt at sænke kvoten udover de 12,5 procent.

Det sker af hensyn til et overordnet mål for fiskeriet, der siger, at de årlige fangster, skal holdes på et niveau, hvor den samlede dødelighed ikke overstiger niveau for den langsigtede optimale udnyttelse af bestanden, oplyser Naalakkersuisut.

Ifølge Naalakkersuisut er beslutningen taget i samarbejde med erhvervet.

Rådgivning overskrides i Østgrønland

For Østgrønland fastsættes rejekvoten til 7.550 ton. Det er betydeligt over den videnskabelige rådgivning, som her er faldet til 1.000 tons.

Rejekvoterne er vigtige for Grønlands eksport. Ifølge seneste opdatering fra Grønlands Statistik har rejeeksporten udgjort to milliarder kroner i månederne januar til oktober i år. Rejerne udgør dermed halvdelen af en samlet eksport på cirka fire milliarder kroner.

Den videnskabelige rådgivning for rejekvoterne ved Vestgrønland er blevet sænket med 30.000 tons over to år. Det er sket med henvisning til, at rejebestanden og fangstraterne har været faldende.

Powered by Labrador CMS