GODSBEFORDRING

Så mange skattekroner er der i ny servicekontrakt

Den nye servicekontrakt, som Selvstyret har indgået med Royal Arctic Line, så rederiet kan servicere landbrugserhvervet med godsbefordring, har en årlig værdi på 1,2 millioner kroner.

Landbrugserhvervet kan se frem til godsbefordring, hvor Selvstyret yder RAL et tilskud via en fem-årig servicekontrakt.
Offentliggjort

Forleden kunne Naalakkersuisoq for Finanser og Skatter Erik Jensen oplyse, at der var indgået en servicekontrakt-aftale med Royal Arctic Line, der har en varighed på fem år.

Finansdepartementet oplyser til Sermitsiaq, at det årlige beløb, som tilfalder rederiet, er på 1,2 millioner kroner, og for hele perioden er der således tale om et tilskud af offentlige midler på seks millioner kroner, som landbrugserhvervet kan nyde godt af.

Vigtigt med selvforsyning

Erik Jensen har udtalt, at ”landbrugserhvervet er en vigtig del af Sydgrønlands erhvervsstruktur og en vigtig part i at opnå øget selvforsyning på fødevareområdet. Vi har en stærk interesse i erhvervets udvikling”.

- Vi er derfor meget glade for, at det er lykkedes os at finde en løsning på politisk niveau, så landbrugerne igen kan få fragtet gods til en rimelig pris. Vi har stor tiltro til at Royal Arctic Line kan sikre servicering til landbrugerne. De har tidligere har håndteret opgaven med stor succes, tilføjer Erik Jensen.

Royal Arctic Line er ikke forpligtet til at løse opgaven med egne skibe, men kan benytte underleverandører.

Powered by Labrador CMS