BREAKING NEWS
Rubinminen ved Appaluttoq er reddet: - En glædens dag
Naalakkersuisut godkender, at norske LNS overtager konkursboet efter True North Gems Greenland
Norske LNS overtager konkursboet efter True North Gems Greenland (TNGG). Naalakkersuisut har mandag godkendt, at LNS får love til at overtage licensen til at udvinde rubiner og safirer ved Appaluttoq.
LNS ejede 27% af aktierne i TNGG.
Vil igang med produktion
I en pressemeddelelse skriver selskabet, at det nu ligger fast, at LNS Greenland Gems A/S (LNSGG) har overtaget udnyttelseslicensen til rubinprojektet efter at TNGG er gået konkurs. LNSGG er et nystiftet søsterselskab til LNS Greenland A/S, som begge ejes af det norske selskab Leonhard Nilsen & Sønner AS (91,5 %) og det grønlandske selskab Greenland Venture A/S (8,5 %).
- Dette indebærer at arbejdet med at færdiggøre anlægget i Aappaluttoq vil blive hurtigt igangsat, lige som brydning i minen snart kan påbegyndes med henblik på at få grønlandske rubiner på markedet, står der viderre i pressemeddelelsen.
Har pengene
Minen ved Appaluttoq står næsten færdig, men TNGG kunne ikke skaffe investorer til at sætte selve produktionen i gang. Her har efterfølgeren åbenbart haft mere held i sprøjten.
- LNS har sikret den nødvendige finansiering til færdiggørelse og nødvendig arbejdskapital til at få rubinerne ud på markedet, står der videre.
- Det er derfor en glædens dag, både for ansatte, ejere, mineralindustrien og Grønland at projektet nu bliver realiseret, slutter pressemeddelelsen.